Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig langt kursusTilmeld dig korte kurser

Aktivisme


Hvad er Aktivisme på Roskilde Festival Højskole?

På dette fag lærer man om aktivisme og handlinger for forandring. Enhver ny generation har en ny mulighed for at ændre verden. Men hvordan skal vi gøre det? Verden kalder på nye løsninger, og unge ser sig i stigende grad sat udenfor indflydelse i det klassiske politiske landskab med partipolitik.

Demonstrationer, blokader, strejker, heksekredse, clicktivism, politiske slagsange, antiracisme, pop-up happenings, memes, hærværk og sabotage, yarn bombing, morgenfester og ølkassetaler; Aktivisme kan kan antage mange former, og vi skal undersøge hvordan.

Det skal vi ved at se på eksisterende aktivistiske individer, grupper og bevægelser og især hvilke metoder, værktøjer og organisering, der bruges i kampen for at skabe forandring. Vi skal én gang om ugen enten ud og besøge – eller få besøg af – aktivister. Undervejs arbejder vi med teori om de forskellige problemstillinger, og vi reflekterer over – og undersøger – hvordan man kan have indflydelse på samfundet.

Aktivisme veksler mellem oplæg, øvelser, partner- og gruppearbejde samt oplæg fra – og samarbejde med – gæsteundervisere/eksterne samarbejdspartnere. Dertil kommer en portion praktisk-konkret arbejde med at finde på små aktivistiske tiltag både på og måske udenfor skolen. Måske vi endda laver en decideret mini-kampagne?

I Aktivisme skal vi dykke ned i både et historisk og filosofisk perspektiv på individets handlemuligheder i samfundet. Lad os turde at sætte spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være en politisk engageret borger. Hvad vil det overhovedet sige at være reformist eller revolutionær – og findes der steder imellem?