Jagten pålykke
Hvad er Jagten på lykke?
‘At søge lykken’ har siden de store samfundsomvæltninger i 1700- og 1800-tallet været en universel livsopgave, som ingen har bedt om, men alle har fået. Når et gammelt liv skal forlades til fordel for et nyt, er det med en indbygget forventning om at indfri et løfte om at finde sin egen lykke. Det har samlet kæmpe folkemasser bag revolutioner og frihedskampe i menneskehedens fremskridts navn, men har utallige ulykkelige skæbner på samvittigheden. Og det er indlejret i det moderne ungdomsliv, nærmest som var det et krav ikke blot at være lykkelig, men også at skulle vise det til alle andre, igen og igen.
Vi skal i ‘Jagtens på lykke’ snakke sammen om de liv vi lever, de drømme vi har og den tvivl, der holder os tilbage. Vi skal møde nogle mennesker, der jager helt andre lykker end os og lade os inspirere af film, musik, kunst og litteratur til at tænke på nye måder om dette besynderlige fænomen.
Det kræver ingen forudsætning andet end nysgerrighed og villigheden til at dele lykkelige såvel som ulykkelige erfaringer med andre. Der er plads til både håbefulde pessimister og kritiske optimister og alt derudover og ind imellem.
Hvis vi rent genetisk er de samme mennesker, som da vi stadig levede i jæger/samler-samfund, er det fristende at spørge, om tiden ikke er kommet til at opgive jagten. Måske er lykken snarere noget, man samler op på sin vej og ikke jagtens bytte. Det er sgu nok kun i eventyrerne og på Disney+, at man lever lykkeligt til sine dages ende.