Ring mig opBook en rundvisningBestil gratis brochureTilmeld dig

Læs

Litteraturværksted

Hvad er Læs?

”Vi læser for at vide, at vi ikke er alene”.

Når vi læser skønlitteratur, sker der det ret utrolige, at vi får adgang til andre menneskers erfaringer, følelser, fantasi, tanker og sanser. Vi ser verden gennem barnets øjne, vi forelsker os, vi slår ihjel, vi svigter, vi drømmer og dør. Vi oplever gennem fiktive personer og begivenheder, der i al sin opdigtede uvirkelighed rummer noget virkelig sandt. Om hvad det vil sige at være menneske, om verden og om os selv. Tanker og følelser, vi troede, vi var de eneste, der havde, genfinder vi en 100 år gammel roman eller i et digt udgivet i går.

Elsker du at læse, giver det sig selv, hvorfor du skal vælge faget. Er du en af de mange, der mistede glæden ved at læse i folkeskolen og gymnasiet, fordi timerne primært gik med analysemodeller og søgen efter endegyldige svar på, hvad en tekst handler om, så er ‘Læs’ stedet, hvor du kan genfinde glæden og få øjnene op for ny litteratur, der er alt andet end ligegyldig.

I faget ‘Læs’ vil vi dykke ned i både klassisk og helt ny litteratur og bruge tid på sammen at tale om, hvad teksterne og sproget gør ved os – og hvorfor. Undervejs i forløbet vil vi få besøg af en forfatter eller to eller tage til litteraturoplæsninger i København eller Roskilde.