Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig langt kursusTilmeld dig korte kurser

Elektroniskmusikproduktion

Skab musik med computeren som instrument

I faget Elektronisk Musikproduktion åbner vi op for nye kanaler af kreativitet, hvor lydens univers skal udforskes. Vi skal både arbejde med sangskrivning og sound-design (syntese, farvning m.v), vi skal arbejde med skulpturering af lyd ved hjælp mix-redskaber, og vi skal blive klogere på, hvorfor nogle af tidernes største musikmilepæle fungerer så godt, som de gør.

At skabe og producere musik er ikke kun at sidde med sin laptop og lave beats – det er også at se på musikken som en stor, samlet organisme, hvor styrken af udtrykket kun bliver mere markant, jo mere man er opmærksom på, at de enkelte dele af musikken fremhæver og løfter hinanden.

Faget Elektronisk Musikproduktion er oplagt til dig, der brænder for at skabe musik med din computer som instrument. Alle nysgerrige sjæle, der er klar på at udforske lydens verden, er velkomne. Eneste krav er, at du skal have din egen computer – og gerne én, der ikke er alt for gammel, da det er den, du kommer til at bruge som dit primære arbejdsredskab.

Undervisningen vil foregå i Ableton Live og Logic Pro, men du er velkommen uanset hvilket program, du anvender. Teknikkerne og idéerne er universelle.

Undervisningen

I undervisningen fokuserer vi på sangskrivning og produktion, de små detaljer man arbejder med i sine produktioner, det æstetiske og personlige udtryk, samt hvordan kompositionen og arrangementet udfylder og understøtter værkets endelige udtryk. En del af undervisningen består af at vise din egen musik til andre i lytte- og feedback-sessions. I fællesskab arbejder vi med live-afvikling, lydinstallationer og live-effekter, som underbygger dit originale kunstneriske udtryk.

Vi lytter også meget til musik, hvor vi kan dykke ned i metoder, processer og gemte perler i musikken. Pop, niche og alt derimellem – det hele kan åbne nye døre.

På efterårssemestret arbejder vi frem mod RoFH x RF Tour, hvor vi sammen med artister fra sommerens Roskilde Festival skal indtage tre forskellige spillesteder på Sjælland. Derudover har vi i efteråret fordybelsesuger, hvor der er mulighed for at arbejde i dybden med sine egne værker. Om foråret arbejder vi frem mod Roskilde Festival, hvor vi skaber og spiller på vores helt eget community campingområde kaldet Common Ground.

Fag i faget

Musikforståelse, sangskrivning, komposition, audio-recording, akustik, sampling, produktion, performance, genrekendskab, Logic, Ableton Live, live-afvikling.

Faget som levevej

Drømmer du om en musikalsk karriere, så er forløbet et kreativt frirum til at afprøve og videreudvikle din passion for musik. Om du vil bruge det til at dygtiggøre dig til Sonic College, konservatoriet, lærer- og pædagoguddannelsen, musikvidenskab eller som gademusikant er helt op til dig. Skolen og fagets underviser står altid klar med gode råd og anbefalinger i forhold til at afklare din vej.

Faget

Hovedfag hele året. Du kommer omkring mange forskellige teknikker og udtryk. Fokus i undervisning er skabe og producere musik – fra idé til færdigt track.

Underviser

Mathias Pedersen Smidt trækker veksler på sin egen omfattende baggrund som komponerende og udøvende musiker og producer i blandt andet JÆRV og Wildr.

Mathias Pedersen Smidt underviser i musiklinjen Producer

Gæstelærere

Vi hyrer løbende gæstelærere ind, der altid er andre musikere – så du bliver udsat for en bredde af musikalsk inspiration.

Elevproduktioner

Flere af elevernes produktioner er udgivet under foreningen RoFH Records, en kunstnerisk platform organiseret af tidl. elever på Roskilde Festival Højskole.

Besøg os

Vi vil vildt gerne invitere på besøg her på Roskilde Festival Højskole og vise dig Danmarks nye musikhøjskole.

Ring til os på +45 3132 5321 eller book en rundvisning her.

Få tilsendt vores brochure om musik og Roskilde Festival Højskole

Klik her og bestil vores brochure og oplev hvorfor vi sammen med Roskilde Festival skaber dit livs højskoleophold med musik, sangskrivning og produktion.

Musiklokalet og studierne

Musiklokalet er delt i tre rum, der samlet set udgør over 110 kvm. Lokalet er en musikalsk legeplads udstyret med nyt professionelt musik-, lyd- og optageudstyr. I vores fire lydstudier kan du få timer til at gå med at nørde med din produktion, og du kan uforstyrret indspille dit instrument eller træne din stemme til din næste optræden eller produktion. Udover musiklokalet bruger vi Orange Foredragssal til undervisningen, og vi tager også andre lokaler i brug til sangskrivning, fordybelse, DJ-sets med mere. Foruden diverse instrumenter i musik ejer skolen desuden to stemte flygler og to stemte oprejste pianoer, der er placeret forskellige tilgængelige steder på skolen.

Prøv din elektroniske performance af på Sjællands musikhøjskole eller på Roskilde Festival

På højskolen er der rig mulighed for at prøve kræfter med liveafvikling og koncerter. Om det er DJ-sets til fester eller dit helt store show der skal skydes af på vores scene på Common Ground på Roskilde Festival, så er der noget for alle niveauer.