Ring mig opBook en rundvisningBestil gratis brochureTilmeld dig

Debattør

Tale, debat og personligt mod

Måske du har prøvet at blive rørt af en taler, eller blive provokeret af et debatindlæg. Men hvad skal der til, før vi bliver ramt, når andre udtrykker sig? I Debattør tager vi udgangspunkt i dig. Vi udfordrer vores egne og hinandens synspunkter og leger med sprogets magt.

Du vil lære konkrete redskaber til at blande dig i den offentlige debat, til at holde taler og skrive debatindlæg, og du vil arbejde med dit personlige udtryk.

Det er fagets ambition at gøre dig til en stærk taler, kritiker og debattør, som kan argumentere sagligt og udtrykke dig skarpt i en forsamling.

Undervisningen

Med udgangspunkt i retoriske og journalistiske virkemidler lærer du om taleskrivning, kropssprog, stemmeføring, argumentation, appelformer og håndtering af nervøsitet. Du lærer at skrive, så det fænger, og du vil udvikle dit personlige mod. Sammen analyserer vi, hvad der fungerer, når du får dit budskab ud. Vi rykker ved hinandens grænser, og vi prøver os selv af.

Undervisningen veksler mellem øvelser, diskussion, teori, fremlæggelser og feedback, og du vil undervejs modtage inspiration fra professionelle kommunikatører enten som gæsteundervisere eller i forbindelse med ekskursioner. Konkret skal vi arbejde med at holde taler, debattere og skrive debatindlæg. Samtidig følger vi aktuelle begivenheder og diskuterer kommunikationsstrategier ud fra både etik og effekt. Vi vil også arbejde med forskellige platforme til at ytre sig og forholde os til, hvordan vi debatterer i Danmark i forhold til fx USA.

Alle delene af faget er med til at gøre dig til en kritisk modtager af kommunikation, at gøre dig til en bedre debattør og ikke mindst til at finde de udtryksmuligheder, hvor du synes, du fungerer bedst.

Fag i faget

Retorik, kropssprog, taleskrivning, etik, demokrati, politisk kommunikation, debat, filosofi, argumentation, målgruppeanalyse, debatadfærd, sproglige virkemidler.

Faget som levevej

Med Debattør får du en faglig praksis ind under huden, og faget giver dig en solid ballast til at ytre dig mundtligt og på skrift. En ballast som har værdi i sig selv. Men faget kan også være med til at afklare, om du ønsker at arbejde videre med kommunikation, retorik, debatter, kampagne, samfundsengagement, taleskrivning eller noget helt andet. Skolens undervisere kan hjælpe dig på vej med at afklare dit valg.

Periode

1. periode
6-7 uger afhængig af kursus
10 timer/uge

Undervisere

Mette Svalgaard retoriker og tidligere politisk rådgiver på Christiansborg.

Læs et portræt af vores underviser i politik.

Faciliteter

Faglokalet er placeret på skolens 1. sal med nedgang til højskolens bagområde og med tæt forbindelse til journalistik- og ledelsesfagene. Lokalets inventar og udstyr giver mulighed for at indrette rummet i forhold til skiftende øvelser, hvad enten det er medietræning, debat eller kampagneplanlægning.

Området

I relation til faget rummer lokalområdet et inspirerende industrielt og kreativt miljø, hvor der er rig mulighed for at indtage byrummet med spontane arrangementer. Festivalpladsen ligger få hundrede meter væk, og højskolen ligger tæt på Roskilde Festivals sekretariat og Danmarks Rockmuseum Ragnarock.