Producer
I faget Producer åbnes der op for nye kanaler af kreativitet, hvor lydens univers skal udforskes. Vi skal både arbejde med sangskrivning og sound-design (syntese, farvning m.v), vi skal arbejde med skulpturering af lyd ved hjælp mix-redskaber og vi skal prøve at blive klogere på, hvorfor nogle af tidernes største musikmilepæle fungerer så godt, som de gør.
At at skabe og producere musik er ikke kun at sidde med sin laptop og lave beats – det er også at se på musikken som en stor, samlet organisme, hvor styrken af udtrykket kun bliver mere markant, jo mere man er obs på, at de enkelte dele af musikken fremhæver og løfter hinanden.
Faget Producer er oplagt til dig, der brænder for at skabe musik elektronisk. Alle nysgerrige sjæle, der er klar på at udforske lydens verden er velkomne. Eneste krav er, at du skal have din egen computer – og gerne én der ikke er alt for gammel, da det er den, vi kommer til at anvende som dit primære arbejdsredskab.
Undervisningen vil foregå i Ableton Live og Logic Pro, men du er velkommen uanset hvilket program, du anvender. Teknikkerne og idéerne er universelle.
I undervisningen fokuserer vi på sangskrivning og produktion, de små detaljer man arbejder med i sine produktioner, det æstetiske og personlige udtryk, samt hvordan kompositionen og arrangementet udfylder og understøtter værkets endelige udtryk. En del af undervisningen består af at vise din egen musik til andre i lytte- og feedback-sessions. I fællesskab arbejder vi med live-afvikling, lydinstallationer og live-effekter, som underbygger dit originale kunstneriske udtryk.
Vi lytter også meget til musik, hvor vi kan dykke ned i metoder, processer og gemte perler i musikken. Pop eller niche og alt derimellem – det hele kan åbne nye døre.
Vi har selvfølgelig festivalen vi skaber og spiller på hver sommer i form at vores helt eget community campingområde kaldet Common Ground, men udover det har vi “RoFH Nights” i hver periode, hvor alle hovedfagene viser deres fag frem som udstilling eller på live scenen.
Musikforståelse, sangskrivning, komposition, audio-recording, akustik, sampling, produktion, performance, genrekendskab, Logic, Ableton Live, live-afvikling.
Drømmer du om en musikalsk karriere, så er forløbet et kreativt frirum til at afprøve og videreudvikle din passion for musik. Om du vil bruge det til at dygtiggøre dig til Sonic College, konservatoriet, lærer- og pædagoguddannelsen, musikvidenskab eller som gademusikant er helt op til dig. Skolen og fagets underviser står altid klar med gode råd og anbefalinger i forhold til at afklare din vej.
Oversigt
Mathias Pedersen Smidt
Mathias trækker veksler på sin egen omfattende baggrund som komponerende og udøvende musiker og producer i blandt andet JÆRV.
Gæstelærere
Vi hyrer gæstelærer ind, altid andre musikere – så du bliver udsat for en bredde af musikalsk inspiration.
Info
Oprettes som hovedfag fra marts 2025.
Elevproduktioner
Flere af elevernes produktioner er udgivet under foreningen RoFH Records, en kunstnerisk platform organiseret af tidl. elever på Roskilde Festival Højskole.
Besøg os
Vi vil vildt gerne invitere på besøg her på Roskilde Festival Højskole og vise dig Danmarks nye musikhøjskole.
Ring til os på +45 3132 5321 eller book en rundvisning her.
Få tilsendt vores brochure om musik og Roskilde Festival Højskole
Klik her og bestil vores brochure og oplev hvorfor vi sammen med Roskilde Festival skaber dit livs højskoleophold med musik, sangskrivning og produktion.
Musiklokalet og studierne
Musiklokalet er delt i tre rum, der samlet set udgør over 110 kvm. Lokalet er en musikalsk legeplads udstyret med nyt professionelt musik-, lyd- og optageudstyr. I vores fire lydstudier kan du få timer til at gå med at nørde med din produktion, og du kan uforstyrret indspille dit instrument eller træne din stemme til din næste optræden eller produktion. Udover musiklokalet bruger vi Orange Foredragssal til lyttesessions, koncerter m.m. og vi tager også andre lokaler i brug til sangskrivning, fordybelse, DJ-sets med mere. Foruden diverse instrumenter i musik ejer skolen desuden to stemte flygler og to stemte oprejste pianoer, der er placeret forskellige tilgængelige steder på skolen.
Prøv din elektroniske performance af på Sjællands musikhøjskole eller på Roskilde Festival
På højskolen er der rig mulighed for at prøve kræfter med liveafvikling og koncerter. Om det er DJ-sets til fester eller dit helt store show der skal skydes af på vores scene på Common Ground på Roskilde Festival, så er der noget for alle niveauer.