Syng med 2026
Elsker du at synge? Kom med på en uges højskole med BÅDE fællessang og korsang som omdrejningspunkt. Lige meget om du er erfaren sanger eller helst gemmer din stemme i flokken, så er du velkommen til at synge med hos os!
Du kommer til at til at synge med både hjerte og hjerne, når vi angriber sangene både som kulturelt og som musikalsk fænomen. At synge fællessange i flotte flerstemmige udgaver får en særlig dimension, når man også kender til sangenes historiske og kulturelle baggrund.
Årets tema: “Min sang – vores sange”
Vi har alle vores yndlingssange fra den danske sangskat. Vi fokuserer på sangens evne til at røre og flytte mennesker som individer og grupper. Hvad er dine yndlingssange? Hvad er der særligt ved Danmark og danskernes forhold til fællessang? Hvordan er Højskolesangbogen blevet fornyet (men bevaret) gennem 130 år og 19 udgaver? Hvad sker der med sangene, når de foldes ud i korstemmer?
Kurset er to-delt
Hver dag synger vi både “old-school” fællessang og mere ambitiøse korarrangementer.
Sammen med sanger og korleder Sara Kofoed Hansen dykker vi ned i sange fra “Korbogen”, der rummer 50 korarrangementer af sange fra Højskolesangbogen. Vi kommer til at arbejde med forskellige teknikker og klangidealer, og vi vil mærke styrken ved at løfte i flok, når vi synger sammen. Vi kommer til at lave øvelser, der styrker stemmen og som gør, at vi lytter endnu bedre til hinanden. Det kræver ikke nodekendskaber, bare mod til at bidrage med din stemme.
Hver dag bladrer vi også op i højskolesangbogen, når vi taler om – og synger – gamle og nye sange. Sammen med musikantropolog Johannes Skjelbo finder vi spændende og inspirerende vinkler på både tekster og melodier. Johs guider os trygt igennem sangbogens tematiske, historiske og musikalske landskaber. Undervejs vil der være masser af dialog og bidrag fra deltagerne.
Ud over kor og fællessang vil der i løbet af ugen være oplæg, koncerter og foredrag fra spændende personer i dansk kulturliv.
Roskilde Festival Højskole er en ny højskole med moderne studiefaciliteter, akustisk velvære og inspirerende omgivelser.
Du bor i nye rummelige og lyse værelser i Musicon, Roskildes kreative bydel.