Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig langt kursusTilmeld dig korte kurser

“Der er et vigtigt demokratisk dannelsesprojekt i at kende den teknologi, man omgiver sig med”

Mikkel Bech-Hansen var med til at lave Roskilde Festival Højskoles første kursus på græs i 2010. Siden har han spillet på Rising, Arena og Orange Scene med The Minds of 99, og nu er han en del af lærerkollegiet, hvor han underviser i forskellige side- og valgfag.

Da han var to år gammel, byggede Mikkels bedstefar ham en sort kasse med alle mulige knapper, som for eksempel kunne udløse en ringende klokke, få en pære til at blinke og en dims til at dreje rundt. Siden har han været bidt af, hvordan ting hænger sammen, og hvordan man kan skabe noget ud af nærmest ingenting.

Den kreative tilgang til teknologi tager Mikkel Bech-Hansen med sig ind på Roskilde Festival Højskole, hvor han skal undervise i forskellige højskolefag, der ligger i spændingsfeltet mellem teknologi, lyd, kunst og medier.

Fra campingslum til Orange Scene
I 2011 lavede Mikkel et af Roskilde Festival Højskoles første sommerkurser på det års Roskilde Festival. Hans fag gik ud på at bygge et åbent musikinstrument, hvor festivalgæsterne kunne spille med ved at koble nogle ledninger til alt fra deres tunge til pizza og varme Slots Classic.

Opfindelsen opstod i forbindelse med hans bachelorprojekt på musikvidenskab. Mikkel læste nemlig elektroteknologi på DTU i hans første studieår, men valgte at droppe ud efter noget tid og startede så på musikvidenskab. Her endte hans teknologiske baggrund med at give musikstudierne en ekstra dimension, fordi den gjorde det muligt at lege med lyd på en ny og kreativ måde, hvor han selv kunne udvide instrumenterne, hvis han fik en musikalsk indskydelse:

“Ethvert instrument, der bruger en form for strøm, kan man i virkeligheden gå ind og hacke eller udvide. Og jeg synes, det var enormt spændende at afprøve nye måder at udtrykke sig på, på instrumenter man kender i forvejen.”

Det eksperimenterende lydteknologiske projekt førte til et ph.d.-stipendium, som Mikkel dog måtte afslutte før, fordi han samtidig var en del af The Minds of 99, der på ganske kort tid gik fra at spille koncerter for sjov til at åbne Orange Scene i 2015.

Siden har han arbejdet på Radio 24syv, hvor han har lavet grafisk indhold og lyd til bl.a. Den Korte Radioavis med Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

Foto: Jens Panduro

Foto: Daniel Hjort

Roskilde Festival og højskole har haft afgørende personlig indflydelse
Vi sidder i et af de nybyggede elevværelser, hvor sengene er blevet sat op, og madrasserne akkurat er ankommet et par dage før interviewet. Rummet dufter af nyslebet træ. Da jeg spørger Mikkel til hans forhold til Roskilde Festival, sammenligner han det med sit forhold til Testrup Højskole, hvor han selv har gået som elev og efterfølgende arbejdet med kommunikation:

“Ligesom med højskolen, hvor jeg har haft mange roller, har jeg også været alle steder på Roskilde Festival. Jeg har ligget i kø til en god teltplads, og jeg har sovet i smatten i et vådt telt, hvor luftmadrassen flød rundt. Jeg har lavet frivilligt arbejde og lavet højskole på festivalen. Jeg har stået på de mindre scener, og jeg har spillet på Orange Scene.”

Og der hersker ingen tvivl om, at de to danske kulturinstitutioner betyder meget for skolens kommende underviser Mikkel, da emnet falder på, hvad det særlige bliver ved Roskilde Festival Højskole:

“Da jeg første gang hørte, at der var noget, der hed Roskilde Festival Højskole, tænkte jeg: det er løgn. Det er de to kulturinstitutioner, som har haft den allerstørste indflydelse på, hvem jeg er. Det lød næsten for godt til at være sandt, at man kan kombinere de to ting.”

Nye højskolefag kombinerer teknologi og kreativ tænkning
Når Mikkel starter som lærer på højskolen, skal han undervise i forskellige side- og valgfag, som alle har det til fælles, at de kombinerer teknologi og kreativitet. Et af dem er det helt nye højskolefag ‘Digital maker’, som bliver en kreativ og teknologisk legeplads for eleverne.

“Vi skal udfordre, hvad vi kan med teknologien, og hvad man kan få den til. Jeg ser det først og fremmest som et enormt kreativt fag. Det er bare at lave kunst, men i stedet for en pensel, bruger vi 0 og 1’ere og strøm. Og underlige dimser.”

Alle kan lære at programmere, og det er ikke en dark art eller heksekunst.

For mange kan den teknologiske verden virke svær at bevæge sig i. Som almen højskole ser Roskilde Festival Højskole derfor en vigtig opgave i at udbyde fag, der kan åbne elevernes øjne for noget, de måske aldrig har prøvet kræfter med før. Den opgave kommer Mikkel i høj grad til at påtage sig i sine højskolefag:

“Grundlæggende vil jeg vise eleverne, at de kan mere, end de tror. Alle kan lære at programmere, og det er ikke en dark art eller heksekunst. Det er vigtigt, at vi alle sammen har et indblik i det, for vi lever i sådan en hyperteknologiseret verden, hvor man kan føle sig fremmedgjort overfor teknologien, og hvordan den egentlig virker. Derfor er der et vigtigt demokratisk dannelsesprojekt i at kende til den teknologi, man omgiver sig med.”

Blå bog

Navn: Mikkel Bech-Hansen

Født: 28. juli 1983 på Frederiksberg

Uddannelse: Cand.it. i Digital design 

Fag på RoFH: Digital maker, Robotterne kommer, Grafisk design