Lyst, seksualitet og menstruation: Foredrag med Emma Libner aka. Kh Underlivet
Måske kender du Emma Libner som “hende menstruationspigen”? Det er nemlig hende, der står bag instagramprofilen @kh_underlivet, hvor hun skriver om bl.a. menstruation.
Emma Libner er uddannet journalist og cand.mag. i Kultur og Formidling og har de sidste fire år levet som freelance kommunikationskonsulent om dagen og kropsaktivist/influencer om natten.
På hendes blog deler Emma Libner ud af sin nørdede viden om underlivet, og i hendes podcast inviterer hun gæster til at dele ud af deres egne erfaringer med forskellige emner inden for køn, krop og seksualitet.
Emma Libners mål er at være med til at opdyrke en kultur, hvor emner som menstruation, seksualitet og lyst ikke er noget, man skammer sig over, og hvor der er plads til at være den man er – med blod og det hele.
I oplægget kommer hun ind på: Hvorfor får man menstruationssmerter? Hvad kan man som ikke-menstruerende gøre for at gøre livet lidt lettere for sine menstruerende venner? Er det kun piger, der har en cyklus? Og kan man egentlig have sex, når man har menstruation?
Halvdelen af verdens befolkning menstruerer, og hvis ikke du selv er én af dem, så kender du helt sikkert nogen, der gør. Menstruation har indflydelse på alt fra ligestilling mellem kønnene til verdensøkonomien og den bæredygtige udvikling. Så hvorfor taler vi ikke mere om, hvordan den røde kropsvæske påvirker os alle sammen – på godt og ondt?
Kom til workshop med Emma Libner fra Kh Underlivet, hvor vi stiller skarpt på, hvad menstruation er for en størrelse, og ser nærmere på, hvordan vi hver især kan gøre vores for at hjælpe med afmystificere og normalisere den røde kropsvæske, som i århundreder har været både udskældt, udskammet og usynliggjort. Alle kan være med – livmoder eller ej!
Hent en billet til 30 kr. her.
Foto: Malene Nelting