Udendørsarealerne tager form
Hver anden time må vi holde fast i kuglepenne og kaffekopper i det midlertidige hovedkontor, fordi højskolens anlægsgartnere er i fuld sving med at gøre udendørsarealerne klar til de første elever.
Der bliver presset sand, lagt fliser og bygget terrasser i de mange frirum mellem højskolen og elevboligerne. Om hvert et hjørne ligger en ny og unik krog hen som uudforsket land, klar til at nysgerrige elever indtager det, udforsker det og sætter det i brug.
Omkring på højskolens grund bliver der hæng ud-steder af forskellige materialer, som indbyder til, at man udnytter dem kreativt. Man kan forestille sig urbane kunst-udstillinger, koncerter i det fri og skoldhed kaffe på en dugvåd bænk i den disede morgensol.
Selvom de første elever risikerer en frossen vandpyt eller to, når de ankommer 6. januar, er det snarere de mange muligheder og nye fællesskaber, der for alvor kan sende èn på dannelsens glatis.