Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig

Forstander stopper efter 10 år

Jesper Elkjær Øland stopper som forstander på Roskilde Festival Højskole efter 10 års dedikeret indsats for at etablere en helt ny højskole i Musicon. 

Jesper blev i 2009 ansat til at udvikle skolens pædagogiske, organisatoriske og faglige grundlag, samt skaffe den nødvendige opbakning og det finansielle grundlag til etablering og byggeri af højskolen. 

Ved udgangen af 2014 lykkedes det at tilvejebringe godt 165 mio. kr. til byggeri, inventar og opstart. I januar 2015 blev forberedelserne til byggeriet af højskolen på Musicon i Roskilde indledt, og i 2017 blev højskolen godkendt af Kulturministeriet. Jesper Elkjær Øland kunne derfor den 6. januar 2019 sammen med skolens 20 nye medarbejdere byde de første 70 elever velkommen.

”Jespers enorme arbejdsindsats kombineret med mange års højskole- og festivalerfaring har været helt afgørende i forhold til at sikre, at der er blevet skabt en ny og tidssvarende urban højskole. Han har gennem alle årene fastholdt et stort hjerte og engagement for højskolen, og han har løst alle de mange forskelligartede opgaver og udfordringer gennem de mange skiftende projektfaser med ordentlighed og grundighed som sit varemærke. Højskolens fundament om ’at bygge fællesskaber’ kan om noget omsættes til Jespers værdigrundlag. Uden Jesper var højskolen aldrig blevet realiseret”, siger Christine Antorini, formand for Roskilde Festival Højskole.

Jespers beslutningen om at fratræde stillingen sker efter grundig overvejelse. Bestyrelsen beklager Jespers afgang, men har fuld forståelse for hans beslutning, og ønsker ham held og lykke med nye udfordringer. 

“I slipstrømmen på finanskrise og højskolelukninger, var der ikke mange der troede på, at det kunne lade sig gøre at åbne en nybygget højskole. Men i forbindelse med indvielsen af skolen beviste vi det modsatte, og vi kunne endelige fejre afslutningen på en lang rejse sammen – og starten på en ny. Nu starter der en ny rejse for mig, men jeg satser kraftigt på at dukke op på højskolen i tide og utide som gæst til foredrag og koncerter”, udtaler Jesper Elkjær Øland

Viceforstander Jonas Møller er konstitueret som forstander.

 

På vegne af Roskilde Festival Højskoles bestyrelse 

Christine Antorini, fmd.

 

Nærmere oplysninger:

Christine Antorini, formand: cha@novo.dk