Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig langt kursusTilmeld dig korte kurser

Højskoleelev valgt til Foreningen Roskilde Festivals bestyrelse

På generalforsamlingen den 24. april 2025, afholdt på Roskilde Handelsskole, blev højskoleelev Uffe Grøn Roepstorff valgt som nyt medlem af Foreningen Roskilde Festivals bestyrelse.

Uffe er tidligere elev på Roskilde Festival Højskole i foråret 2024, hvor han har været en aktiv del af fællesskabet og skolens kreative miljø. Herigennem har han udviklet sin passion for kunst, kultur og samskabelse – værdier, som han også har arbejdet med i projektet Team Dreamers, Roskilde Festivals fællesskab for unge drømmere, der ønsker at præge festivalen med nye idéer og perspektiver.

Efter højskolen er Uffe startet på uddannelse til civilingeniør på DTU. Vi har fanger ham på telefonen dagen efter valget, hvor der er ekstra god stemning i studiegruppen, der sidder midt i arbejdet med matematiske funktioner:

“Inden jeg gik på Roskilde Festival Højskole, vidste jeg slet ikke, at det var muligt for nogen som mig at stille op til bestyrelsen i Foreningen Roskilde Festival. Højskolen gav mig ikke bare indblik i, hvordan man kan være frivillig – men også i, hvordan en stor forening og organisation fungerer. Det var især hovedfaget i ledelse, der tændte noget i mig og gav mig blod på tanden. Det er ellers ikke altid nemt for unge at finde vej ind i den slags fællesskaber. Jeg vil gerne være med til at åbne døren for flere unge og skabe et ungt miljø omkring festivallen – det synes jeg der er brug for og et stort potentiale i,” fortæller en glad Uffe Grøn Roepstorff.

I Team Dreamers har Uffe været med til at udvikle kreative tiltag og drøfte, hvordan unge kan få større indflydelse på festivalens fremtid. Erfaringerne herfra har styrket hans ønske om at engagere sig på bestyrelsesniveau og repræsentere en ny generation af kulturaktører.

Foreningen Roskilde Festival arrangerer årligt Roskilde Festival med det formål at generere midler til humanitært, velgørende og kulturelt arbejde med særligt fokus på børn og unge. Bestyrelsen spiller en central rolle i at sikre, at festivalens overskud går til formål, der fremmer fællesskab og kreativitet.

Med valget af Uffe Grøn Roepstorff får foreningen en ung stemme med stærke rødder i både højskolemiljøet og festivalens egne ungdomsinitiativer. Hans erfaringer fra Roskilde Festival Højskole og Team Dreamers forventes at bidrage med nye perspektiver og et stort engagement i foreningens videre udvikling.

Roskilde Festival Højskole, beliggende i bydelen Musicon i Roskilde, er en almen folkehøjskole, der kombinerer den danske højskoletradition med Roskilde Festivals fokus på musik, kunst og fællesskab. Skolen tilbyder linjefag inden for musik, lyd & lys, kunst og ledelse og har siden sin åbning i 2019 været et sted, hvor unge kan udvikle sig personligt og fagligt.

Valget af Uffe Grøn Roepstorff til bestyrelsen markerer en fortsættelse af det tætte bånd mellem Roskilde Festival og Roskilde Festival Højskole og understreger vigtigheden af at inddrage unge i beslutningsprocesser, der former fremtidens kulturliv.