Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig langt kursusTilmeld dig korte kurser

Højskoleelever dedikerer en hel festival til ømhed, omsorg og fællesskab

Roskilde Festival Højskole inviterer for fjerde gang offentligheden indenfor til højskolens egen festival, Ømme Dage, der afholdes lørdag den 6. december 2025. Festivalen er skabt af eleverne og formet på tværs af højskolens hovedfag.

I år undersøger Ømme Dage, hvordan kunst og kultur kan skabe rum for ømhed og blødhed i en tid præget af firkantede tanker og hårde strukturer. Blandt festivalens hovednavne er digteren Caspar Eric og indiebandet Blush, samt højskolens elever, der også selv optræder på festivalen.

Tema: Et samfund kan være så stenet

Årets tema er lånt fra Inger Christensens tekst af samme navn og danner rammen for en dag og nat, der undersøger de barrierer, som gør hverdagen og tilværelsen ufremkommelig – både fysisk og mentalt. Hvordan bevæger vi os gennem verden, hvilke grænser sætter vi for hinanden, og hvordan kan kunst, kultur og fællesskaber gøre verden mere tilgængelig?

Eleverne Natasja Olsen og Mathilde Skjærris fortæller, at arbejdet med årets festival har været tæt forbundet med deres egne erfaringer med tilgængelighed:

“På vores semester har vi virkelig forholdt os til, hvor utilgængelig verden kan være. Når man har en god højskoleven, der er kørestolsbruger, ser man pludselig, hvor mange steder der er hårde, ufremkommelige og langt fra designet til at alle kan deltage,” fortæller Natasja Olsen.

“Derfor ville vi gerne tilegne årets Ømme Dage til det stenede samfund og undersøge, hvordan vi kan gøre det blødere og mere ømt. Festivalen er vores bud på, hvordan kunst og fællesskab kan åbne noget i os og omkring os,” tilføjer Mathilde Skjærris.

Transdigte, crip-aktivisme og sange om hjertesorger

Digter og aktivist Caspar Eric (‘Crip’, ‘Nye Balancer’, m.fl.) gæster Ømme Dage til en samtale om handicap, inklusion og kropslige vilkår, ligesom debutforfatter Lasse Dyrholm Jensen (‘Supersoaker’) præsenterer en workshop om at skrive fri, queer poesi.

Det fremadstormende indieband, Blush, spiller om aftenen, hvor også Røverdatter optræder. Højskolens egne musikelever indtager også scenen, der til sidst på aftenen overtages af DJ Ave Maria. Både Røverdatter og Ave Maria er tidligere elever på højskolen.

Det øvrige program byder på fællesspisning og fællessang, workshops om meditation og synssansen, et stort anlagt modeshow med designs skabt af højskolens elever og biografvisninger af elevernes egenproducerede musikvideoer.

Praktisk information

Dato: Lørdag den 6. december 2025
Tid: 14:00-01:00
Sted: Roskilde Festival Højskole, Basgangen 20, 4000 Roskilde
Billetter: 40 kroner, giver adgang til alle aktiviteter
Aftensmad: 30 kroner, kan tilkøbes indtil tirsdag den 2. december
Drikkevarer: Baren Mimers Brønd holder åben hele dagen

LÆS MERE OG KØB BILLET (øm.rofh.dk)

Venner og familie til eleverne kan få gratis entré med en rabatkode, eleverne kan uddele.

For yderligere information og pressehenvendelser

Marie Erbs Ørbæk
Underviser i Eventledelse og ansvarlig for festival og partnerskaber
marie.erbs@rofh.dk
60476906