Det sker i efteråret på Roskilde Festival Højskole
Har du brug for et frirum fra arbejdet, eksaminerne eller den første studietid, så er det en god idé at kaste sig ud i noget nyt og praksisorienteret. Det kan du gøre i efteråret på Roskilde Festival Højskole, hvor vi har en række fag, der kan give dig ny inspiration, venskaber og oplevelser for livet – uden pensum og eksamen.
Et højskoleophold med start i efteråret varer mellem 3 og 10 måneder og de fleste højskoleelever er mellem 18 og 30 år. Som efterårselev vælger du et eller flere hovedfag og en række af valgfag og sidefag. Det giver mulighed for at prøve kræfter med noget helt nyt eller at gå i dybden med det fag, du har mest lyst til at dyrke og blive dygtigere til.
Ved siden af fagene glæder vi os til at gå vinteren i møde med fællessang, koncerter og talks, kaffe på kanden, store fester, brætspil og tæpper.
Kommer jeg på Roskilde Festival 2020?
På efterårsholdet 2019 kommer du helt tæt på planlægningen af begivenheden Roskilde Festival, der i 2020 fejrer 50 års jubilæum.
I samarbejde med festivalens ansatte og ildsjæle får du mulighed for at indgå i forløb og projekter, der sigter mod Roskilde Festival 2020.
Hele årgangen kommer med på Roskilde Festival 2020, og du får en unik mulighed for at blive medskaber af højskolens projekter og opleve festivalen indefra.
I efteråret kommer du helt ind i maskinrummet på planlægningen af Roskilde Festival 2020. Og i anledningen af 50-året skruer Roskilde Festival op for aktiviterne med begivenheder i festivalåret og slutter det hele af med et brag af en festival i den første uge i juli 2020.
Indlægget fortsætter under billedet.
Vi bygger fællesskaber – i virkeligheden
På Roskilde Festival Højskole samarbejder vi med en lang række kreative aktører og organisationer. Vi laver sangskriverkonference med Songwriters Summit, koncert med upcoming RF-artister i samarbejde med Volt, Ungdommens Folkemøde i samarbejde med Roskilde Festival, nye dokumentariske fortællinger med CPH:DOX og udstillinger på Dansk Arkitektur Center.
Roskilde Festival Højskole er for dig, der gerne vil sætte gang i egne projekter og have praktisk erfaring, men der er selvfølgelig masser af tid og rum til at fordybe og øve sig.
Bliv medskaber af ny begivenhed i samarbejde med Roskilde Festival
Som noget helt særligt på efterårskurset skal vi i samarbejde med Roskilde Festival udvikle vores helt egen kulturelle begivenhed i Musicon-bydelen. Efterårsholdet bliver de første medskabere af begivenheden, der foregår i uge 48 og får dermed mulighed for at sætte deres helt eget præg på oplevelsen og den kreative bydel.
Planlæg Ungdommens Folkemøde
Ligesom festivalen er højskolen sat i verden for at flytte folk og bygge fællesskaber gennem kunst og kultur. I samarbejde med Roskilde Festival deltager vi aktivt i planlægningen og udviklingen af Roskilde Festivals deltagelse under Ungdommens Folkemøde fra den 5. – 7. september. Vi folder hele højskolens fagpalette ud med plads til både debattøren, planlæggeren, scenografen, musikeren, journalisten, kommunikatøren og makeren.
RoFH Talks
Hver onsdag åbner vi dørene for byen og skifter undervisningen ud med foredrag, koncerter, tværfaglige events og lignende om aftenen i formatet RoFH Talks. I efteråret har vi bl.a. Helle Thorning Schmidt, Clement Kjærsgaard, Iben Maria Zeuthen, Olav Hesseldahl, Ina-Miriam Rosenbaum samt fællessangsaftener og koncerter med Jonas Petersen fra Hymns from Nineveh og vores egen sangskriver, Mikael Kærsgaard.
Nattog til Venedig
På Roskilde Festival Højskole genopfinder vi rejsen. Vi rejser bæredygtigt og langsomt, og det er ikke nødvendigvis destinationen, der er målet. Tværtimod er det vigtigere for os, at alle rejser sammen og får nyt udsyn og minder for resten af livet. På forårsholdet gik turen gennem Sverige til Rusland, mens vi til efteråret fortsætter på opdagelsesrejse ned igennem Europa. På turen tager vi nattog fra München og vågner op i Venedig, hvor vi skal bl.a. skal se Venedig Biennalen, der er kendt, ikke kun som den ældste, men også stadigvæk som en af de vigtigste og mest prestigefulde begivenheder for kunsten.
Kursusperioder
EFTERÅRSKURSUS 2019
- 11. august – 20. december inkl. rejse og Musicon-event (4 mdr).
- 29. september – 21. december inkl. rejse og Musicon-event (3 mdr).
ÅRSKURSUS 2019-20
- 11. august ‘19 – 5. juli ‘20 inkl. to rejser, Musicon-event og Roskilde Festival 2020 (10 mdr).
- 29. september ‘19 – 5. juli ‘20 inkl. to rejser, Musicon-event og Roskilde Festival 2020 (8 mdr).