Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig langt kursusTilmeld dig korte kurser

Ildsjæl bliver ny underviser i Music Management

Roskilde Festival Højskole får ny underviser i Music Management. Johannes Bruun Andersen har bred brancheerfaring som underviser, projektleder, A&R og ildsjæl, og så brænder han for at gøde unges vej ind i musikbranchen.

Som A&R har Johannes arbejdet med nogle af Danmarks førende sangskrivere og producere med udgivelser i ind- og udland, sessions, sangskrivercamps og rejser. Gennem sit arbejde i musikbranchen har han udviklet en bred erfaring og et stærkt netværk, som han tager med sig ind i hovedfaget Music Management på Roskilde Festival Højskole.

Johannes har en bachelor i Filosofi og Erhvervsøkonomi samt en kandidatgrad i Management of Creative Business Processes fra Copenhagen Business School (CBS). Derudover har han erfaring som underviser på musikuddannelser som Promus Publishing Academy, Musikmakarna, MGK, Danish Songwriting Academy og Royalites. Her opstod motivationen for at hjælpe unge ind i en branche, som kan være kompleks at navigere i:

“Jeg håber på at kunne åbne musikbranchen og gøre den mere transparent og forståelig for højskoleeleverne. Og så glæder jeg mig helt vildt til at være med til at danne rammerne for højskolen som et helt unikt sted – en periode af ens liv dedikeret til nysgerrighed og nytænkning,” fortæller Johannes.

Gennem sit engagement som ildsjæl i det bæredygtige campområde Leave No Trace har Johannes også en forbindelse til Roskilde Festival. Campområdet har han drevet siden 2018 sammen med sine venner fra sit eget ophold på Vallekilde Højskole – et højskoleophold, der havde stor personlig betydning for ham, og hvor han opdagede, at han ville arbejde med musik. Den oplevelse og det mod ønsker han at give videre til de højskoleelever på RoFH.

Johannes tiltræder i stillingen 10. august 2025, når næste hold starter op.