Forfatterkoncert med Johanne Bille
Hvordan får man litteratur og musik til at smelte helt sammen? Denne Orange Onsdag kan du møde forfatter Johanne Bille, der med sit nye koncertformat ‘Munk, Bille og Ask’ sætter levende ord og musik på sine romaner.
Konceptet er klart: Én roman – én sang. I dette unikke koncertformat kombineres det klassiske forfatterforedrag med nyskrevne sange, lydbilleder og oplæsning, der ikke ligner den traditionelle forfatteroplæsning. Resultatet er et format, som både henvender sig til læsere og til dem, der som regel er mere til det sungne ord end det skrevne. Oplæsningen bliver her et instrument på lige fod med blandt andet guitar og harmonium.
Forfatterkoncerten kredser om Johanne Billes 10 år lange forfatterskab, ja, men også om et liv, der kunne være dit. Her fortælles om både hjertesorg, eufori, dramatik, øjeblikke med rolig lykke, forelskelse, frustration og brudflader. Senest med romanen ‘Gnister på isen’ (2026), hvor hovedpersonen Linea skal lave en podcast med den berømte ishockeyspiller Oliver Brown, og der helt uventet opstår gnister mellem dem.
Læs også mere om sommerkurset Sangskrivning eller højskolens hovedfag Musik – sangskrivning og performance.
Hvad er Orange Onsdage?
Velkommen til Orange Onsdag, højskolens offentlige arrangementer. Hver onsdag kl. 19:30 inviterer vi indenfor til spændende talks, debatter, foredrag og koncerter med indsigt og udsyn – altid ledsaget af højskolestemning i form af fællessang, kaffe og kage. Se alle Orange Onsdage.
Om Munk, Bille og Ask
Simon Ask var en af de bærende kræfter i Katinka Band og gik sidste år solo med debutalbummet ”Flying”. Med udgangspunkt i sin baggrund som både en eksperimenterende guitarist og en grænsesøgende producer fletter han ubesværet de organiske lyde fra guitaren sammen med moderne produktion. Han har blandt andet modtaget en Steppeulv-pris, Statens Kunstfonds præmiering for årets udgivelse og en Carl Pris for årets pop-komponist.
Esben Munks første album, ”HØJLYDT UNDREN”, udkom i 2022 med nyskrevne sange, der både trækker tråde til den danske tradition for folkemusik men også peger frem med modige og personlige tekster formidlet med en vokal, man ikke lige glemmer. Esben Munk udgav også en EP i 2019, der blandt andet blev spillet på P3, P6 og P4 og kåret til ugens kanon i Karrierekanonen.
Johanne Bille har udgivet snart 11 romaner om især ulykkelig og siden lykkelig kærlighed. Hendes tredje roman, Når mænd forlader mig (Politikens Forlag) blev hendes gennembrud hos både kritikere og læsere, og i 2024 debuterede hun som romanceforfatter med den populære serie om Boghandel Blåregn (People’s Press), som denne sommer afsluttes med et syvende og sidste bind.
Foto: Karen Rosetzsky