Julekoncert på Roskilde Festival Højskole
Kom til julekoncert med Roskilde Studiekor på Roskilde Festival Højskole søndag d. 10. december kl. 15.00. Hovedværket for eftermiddagen er ‘Mariamusik’ som bliver suppleret af gængse julesange, æbleskiver og glögg. Læs mere om værket herunder.
Værket er skrevet i 1974 af Anders Öhrwall (1932-2012), svensk komponist og kordirigent til den nordiske korfestival, Nordklang. Værket findes i to udgaver, der ud over de latinske tekstpassager har tekst på hhv. svensk eller dansk.
Musikkens 12 satser bygger på ældre Maria-tekster og -viser fra Sverige, England, Tyskland og Frankrig. Blandet med citater fra Bibelen og kirkelige, latinske tekster giver værket os et indblik i Jomfru Marias verden og virkelighed samt de tilknyttede historier og legender. Derudover gentages den ultimative hyldest til Jomfru Maria, ’Ave Maris Stella’, i hele fire af de 12 satser. Mariamusikken er et værk, hvor tekst, musik og arrangementer formidler en fælles fortælling om Jomfru Maria. En relevant fortælling få dage før budskabet om julen gør sit indtog.
Tid: 10. december 2023, kl 15.00
Sted: Roskilde Festival Højskole, Basgangen 20, 4000 Roskilde