RoFH Talks: Mikroforlag i en verden af litterære giganter
Mød de litterære ildsjæle bag Mikrofest – en platform der samler det nichede, litteraturens nye strømninger, det smukke håndværk og den skæve æstetik i forlagsbranchen.
Mikrofest er en fest! Som i festum; helligdag og gilde. En hyldest til den stille fest den enkelte bog kan være for den enkelte læser. Eller den fest det er at mødes om bøgerne. Og i bøgerne. At løftes ud af sin hverdag, og evt. tilbage igen, fornyet.
Men også fest om i festus; at slå. Som i at slå noget fast. Som skriften gør. Som en udgiver af skrift gør, som trykkeren gør. Ikke som i ”små slag, små slag”. Men som at slå et slag for de små forlag.
Mikroforlagene stormer frem i disse år og udgiver nyskabende og prisvindende bøger. De arbejder ud fra passionen til litteraturen og ofte uden nogen profit.
Tid: 11. marts kl. 19.00
Sted: Basgangen 20, 4000 Roskilde
Denne aften kan du opleve:
- Christel Sunesen fortæller om Mikrofest – en online boghandel kun for mikroforlag, som åbner d. 8. april.
- Forlægger Erik Sølvsteen fortæller om forlaget Baggaardsbaroner og deres særlige udgivelsespraksis.
- Forfatter og musiker Lars Emil Foder spiller nogle numre og læser op fra sin prosasamling Fabelagtigheder, udgivet på mikroforlaget Ekbátana.