Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig

Kirsten Ida Enemark er ny viceforstander på Roskilde Festival Højskole

Den 1.1.2021 tiltræder den 28-årige Kirsten Ida Enemark som ny viceforstander på Roskilde Festival Højskole. Hun er ikke noget nyt ansigt for tidligere elever og folk i nærområdet – tværtimod har hun været med på rejsen som en af de første ansatte til at starte Roskilde Festival Højskole.

Roskilde Festival Højskole har ansat en ny viceforstander, der skal supplere forstander Hans Christian Nielsen i arbejdet med at opbygge nysgerrige, oplyste unge med mod og lyst til at skabe noget for nogen. Efter en grundig ansættelsesproces er valget faldet på den interne kandidat Kirsten Ida Enemark, som dermed bliver en af landets alleryngste viceforstandere.

Forstander Hans Christian Nielsen udtaler: “Kirsten Ida har sine rødder dybt forankret i den almene folkehøjskole og samtidig er hun ikke bange for at tænke nyt og prøve at gå nye veje i forhold til det at drive en ny højskole. Det er lige den balance jeg har brug for hos en viceforstander her på RoFH.”

I sin nuværende stilling som kommunikationsmedarbejder på RoFH har Kirsten Ida været meget aktiv i det strategiske arbejde med skolens udvikling og samtidig haft den primære kontakt til alle nuværende, tidligere og kommende elever på højskolen:

“Eleverne er virkelig drivkraften til at jeg gerne vil meget mere med Roskilde Festival Højskole! Hver dag møder de mig med alt fra weekendens små problemer til de mere eksistentielle overvejelser ved at være ung i dag. De er jo hele formålet med, at vi er her!” lyder det fra den nye viceforstander Kirsten Ida Enemark.

Fællessang og demokratisk dannelse er helt centralt

Kirsten Ida er cand. mag. i Dansk og har i en tidlig alder påtaget sig ledelsesopgaver i både professionelle og frivillige sammenhænge på bl.a. Berlingske Media og Københavns Universitet. Derudover har hun arbejdet med kommunikation, politisk journalistik og debat på både DR2 og Altinget.

Den nye viceforstander dyrker musikken både som udøvende pianist, når hun samler mennesker omkring fællessang og som aktiv festivalgænger landet over om sommeren. Med sin danskfaglige baggrund i ryggen er hun meget optaget af at møde elever og udefrakommende i litterære samtaler, morgensamlinger og foredrag inde på højskolen og uden for RoFH.

Da Roskilde Festival Højskole er placeret i en kreativ, ny bydel, er de lokale samarbejder virkelig vigtige for Kirsten Ida:

“Vi er så privilegerede at have enormt innovative, kreative og åbne samarbejdspartnere her i Musicon. Der er noget meget særligt ved at være medskabere af en helt ny bydel – og jeg glæder mig til at bruge endnu mere tid på at forankre højskolen som en vigtig del af Musicons DNA”, lyder det fra Kirsten Ida.

Kirsten Ida er vokset op i Sønderjylland med demokratisk engagement, fællessang og litterært udsyn som centrale dele af opdragelsen i en flok af fire søstre.

Nu bor den 28-årige kommende viceforstander i et kvindekollektiv på Vesterbro.

Bio

Kirsten Ida Enemark har engageret sig på mange forskellige områder af højskolen med særligt fokus på markedsføring, kommunikationsarbejde og mentorstøtte/vejledning for udfordrede elever.

Derudover har hun undervist i fagene ‘Læs’, ‘Power Fit’ og ‘Lyd & Lyrik’ i sin tid på Roskilde Festival Højskole. 

Kirsten Ida Enemark er cand. mag i Dansk med tilvalg i retorik, politisk filosofi og journalistik.

Hun færdiggjorde sin kandidat fra Københavns Universitet med specialet Demokratisk samtale i en ny medievirkelighed

Tidligere har Kirsten Ida Enemark arbejdet med politisk journalistik, kommunikation og debatstof på DR2 og Altinget.