Køkkenassistent til Roskilde Festival Højskole
Vi søger en køkkenassistent til at hjælpe køkkenleder med at klargøre det sidste og forberede køkkenet til det allerførste fælles måltid for skolens elever og personale.
Roskilde Festival Højskole er under etablering, men bliver klar til at modtage det første elevhold den 6. januar 2019. Skolens helt nye og topmoderne køkken afleveres sammen med resten af skolen til de sidste finjusteringer i midten af november 2018.
Vi søger en social, dygtig og kreativ køkkenassistent, der elsker at lave mad, og som savner at være en del af et kreativt miljø med sjove, skøre og spændende kollegaer og ikke mindst masser af liv, unge mennesker og humane arbejdstider. Har du erfaring fra anden højskole eller efterskole, er det en fordel – men ikke et krav.
Køkkenet bespiser dagligt omkring 120 elever og medarbejdere tre gange om dagen hele ugen.
PROFIL
- Du har passion for mad og mennesker
- Du har gerne en køkkenfaglig uddannelse, men vi undersøger også gerne ’skæve’ kandidater
- Du elsker at lave god mad af friske råvarer med et stort udvalg af grønne retter
- Du har gode samarbejdsevner og skaber god stemning og engagement omkring dig
- Du er social, holder af unge mennesker og du arbejder struktureret
VI TILBYDER
- Et helt nyt køkken og muligheden for at præge det sammen med køkkenlederen
- Muligheden for at blive en del af ’det første hold’
- En inspirerende og motiverende arbejdsplads med plads til kulinarisk nysgerrighed og nytænkning
- Menneskelige arbejdstider
Jobbet indbefatter
- Madlavning
- Udarbejde madplaner sammen med køkkenleder
- Dagvagter, aftenvagter og weekendvagter
- Vare- og lagerstyring
- Bestilling og modtagelse af varer
- Kontakt til leverandører
AFTALEVILKÅR
En fuldtidsstilling med løn svarende til gældende vilkår for køkkenassistenter på højskoleområdet.
Ansættelsen indebærer weekendarbejde og ad hoc-opgaver samt deltagelse under Roskilde Festival.
Som køkkenassistent refererer du til køkkenlederen.
ANSØGNING
Ansøgningsfrist: 22. november kl. 12.00
Samtaler afholdes den 26. november 2018
Tiltrædelse: 1. januar 2019
Ansøgning sendes til kok@rofh.dk
SPØRGSMÅL TIL STILLINGEN
Henvendelser vedr. stillingen besvares af køkkenleder Karen Prætorius
E-mail: karen.praetorius@rofh.dk
Telefon: 51 51 71 35
FAKTA
- Vi tager det bedste fra den danske højskoletradition og kombinerer det med Roskilde Festivals erfaringer inden for frivillighed, projektledelse, holdningsarbejde og kulturproduktion.
- Højskolen tilbyder forårshold, efterårshold og årshold af henholdsvis 4, 6 og 10 måneders varighed
- Højskolen bygges i og omkring en tidligere betonproduktionsfabrik i den kreative bydel Musicon i Roskilde, der ligger ca. 2 km. fra Roskildes historiske centrum og ca. 1 km fra festivalpladsen
- Højskolen bliver en aktiv del af Musicon, og nabo til et sprudlende uddannelsesmiljø, kreative værksteder, skaterpark, danseteater, bryggeri samt et væld af andre kreative og kulturelle aktører, heriblandt det kulturhistoriske museum for pop, rock og ungdomskultur, Ragnarock