Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig langt kursusTilmeld dig korte kurser

Nye bestyrelsesmedlemmer til Roskilde Festival Højskole

Efter snart 9 år i lånte lokaler kunne Roskilde Festival Højskole tirsdag den 24. april afholde den første generalforsamling under eget tag på Musicon. I forbindelse med valg til bestyrelsen og i forbindelse med den kommende overgang til højskoledrift, valgte to af bestyrelsens medlemmer at give plads til nye kræfter.

Godt 40 personer fra højskolens skolekreds var samlet til højskolens første generalforsamling i egne lokaler tirsdag aften. Her kunne de høre bestyrelsens formand, Christine Antorini, berette fra et travlt bestyrelsesår, hvor højskolen formåede at opnå statsgodkendelse og hvor man for alvor fik sat skub og gang i byggeprocessen.

Formanden benyttede lejligheden til at tage afsked med og sige tak til to centrale skikkelser i bestyrelsesarbejdet idet Lars Goldschmidt, konsulent og tidligere direktør i DI samt festivalens talskvinde Christina Bilde, begge har valgt at give plads til nye kompetencer.

Skolekredsen valgte i forbindelse med den efterfølgende valghandling at følge bestyrelsens anbefaling, og ny i højskolens bestyrelse er derfor Astrid Levin, juridisk konsulent samt Signe Brink Wehl, head of arts på Roskilde Festival.

Højskolens bestyrelse for perioden 2018/2019

Christine Antorini, MF og tidl. Undervisningsminister, formand
Claus Niller, rektor, Roskilde Katedralskole, næstformand
Signe Brink Wehl, head of arts, Roskilde Festival
Svend Thorhauge, formand for det Radikale Venstre og leder af Akademiet for Talentfulde unge
Peter Rasmussen tidl. Direktør, AI-gruppen
Signe Bo,
konsulent i DJØF og tidl. formand for DUF
Astrid Levin, juridisk konsulent i Gymnasiefællesskabet
Sanne Stephansen, projektleder, Rub & Stub
Julia Hunt, konsulent i Ingerfair

Fakta om Roskilde Festival Højskole:

  • Roskilde Festival Højskole er under etablering og modtager det første elevhold den 6. januar 2019
  • Vi tager det bedste fra den danske højskoletradition og kombinerer det med Roskilde Festivals erfaringer inden for frivillighed, projektledelse, holdningsarbejde og kulturproduktion.
  • Højskolen har plads til ca. 100 elever og tilbyder forårshold, efterårshold og årshold af henholdsvis 4, 6 og 10 måneders varighed
  • Højskolen bygges i og omkring en tidligere betonproduktionsfabrik i den kreative bydel Musicon i Roskilde, der ligger ca. 2 km. fra Roskildes historiske centrum og ca. 1 km fra festivalpladsen
  • Højskolen bliver en aktiv del af Musicon, og nabo til et sprudlende uddannelsesmiljø, kreative værksteder, skaterpark, danseteater, bryggeri samt et væld af andre kreative og kulturelle aktører, heriblandt det kulturhistoriske museum for pop, rock og ungdomskultur, Ragnarock