Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig

Onsdag: Talk-dag

Elevreportage

Onsdag d. 5. maj arrangerede elever fra ‘Fremtidens eventproduktion’ Talk om ungdomsmagasiners udvikling, ansvar og opgaver.

Hverdagen er er somme tider hektisk på RoFH. Over 100 mennesker dyrker vidt forskellige interesser, holder møder med diverse udvalg og socialiserer på tværs af forskelligheder. Målet er sammenhold og selvrealisering. Hver onsdag aften samles de 100 u-identiske liv dog med åbne sind, om fælles fordybelse. Det er Talk-tid. I pludselig kontrast til den ellers summende hverdag sænkes en intens og lyttende tavshed over Mellemrummet, højskolens åbne fællesrum. Til Talks bliver de helt store, helt vilde og vildt vigtige emner taget op. Vi diskuterer alt fra livet som selvstændig iværksætter til strukturel ulighed i de kreative brancher. Her skabes også et vigtigt rum for, at emner som racisme, seksisme eller minoriteters rettigheder kan blive vendt og set fra de rigtige vinkler.

Til Talks bliver de helt store, helt vilde og vildt vigtige emner taget op.

Denne onsdag har RoFH’lingerne Claudia, Zita, Llewellyn og Kathrine fra sidefaget ‘Fremtidens Eventproduktion’ sat rammerne for aftenens Talk. Imens kaffen bliver hældt op, og dagens begivenheder sagte diskuteres, sætter et nøje udvalgt debatpanel sig tilrette på højstolene. Det samme gør Claudia, der nu for første gang skal moderere en debat. Mange timers hårdt arbejde for produktionsteamet ligger forud for dette øjeblik. Valg af tema, udvælgelse af panel, udstyrs-opsættelse og forberedelse til debat har taget meget af de sidste ugers fritid for de unge og grønne event-producere.

Reportagen fortsætter under billederne

Claudia indleder samtalen med en introduktion af emnet; hvordan møder ungdomsmagasiner bedst sine unge læsere? I panelet sidder den helt nye chefredaktør for Vi Unge, Nikita Hoffmann, og Mille Holkenfeldt fra det digitale ungdomsmagasin Sein. Vi Unge sælger 80.0000 trykte blade om måneden, og når igennem digitale medier ud til langt over en million læsere. Sein skabes af unge, og på deres netmagasin kan alle læse med.

De to magasiners mange læsere er meget unge, og det store spørgsmål er dermed; hvilket ansvar har magasinerne for at give en nuanceret, inkluderende og måske mindre heteronormativ udlægning af den verden vi lever i? De fleste af de lyttende elever her i Mellemrummet har i deres tidlige teenageår læst og været under indflydelse af Vi Unges lyserøde narrativ; at en glad pige lever op til drengenes forventninger til deres køn. Men hvordan sikrer vi os at fremtidens voksne på bedre vis bliver taget i hånden, når de skal guides igennem den prøvende pubertet?

Hvilket ansvar har magasinerne for at give en nuanceret, inkluderende og måske mindre heteronormativ udlægning af den verden vi lever i?

Under opslugende debat og efterfølgende spørgsmål fra den lyttende forsamling trækkes aftenens mørke forsigtigt tættere om skolen. Denne fælles stund er snart forbi, og Mellemrummet forvandles igen til hyggelig ramme om bordtennisturnering, brætspil og småsnak. Talken lægger sig til rette i vores hukommelse blandt de 1000 andre indtryk, vi får foræret eller tilegnet gennem vores højskole-oplevelse. Nogle af os er måske blevet lidt klogere i aften.