Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig langt kursusTilmeld dig korte kurser

Vi tager til Skt. Petersborg med tog og natfærge

På RoFHs studietur skal vi sammen besøge en højborg indenfor både europæisk og russisk finkultur og dykke ned i dens spraglede undergrundskultur.

I maj 2019 besøger samtlige elever på Roskilde Festival Højskole Skt. Petersborg i Rusland. Det geopolitiske brændpunkt er valgt med henblik på at blive klogere på den brogede verden, som vi ønsker at være en aktiv del af og forsøge at påvirke.

På vejen til Skt. Petersborg gør vi holdt i Helsinki for at lade op i det finske forår og få os et skud natur, inden vi kaster os ud i det stimulerende og medrivende byliv.

Selve rejsen bliver en stor del af oplevelsen, så vi har sat 10 dage af til studieturen. Så har vi både tid til at åbne byen op og nyde de billedskønne togture og hyggelige overnatninger på en langsom færge i det Baltiske Hav.

Foto fra Skt. Petersborgs havnefront, taget i August 2003. ‘Leningrad’ står der stadig på skiltet, byens tidligere sovjettiske navn. Fotograf: Stan Shebs, link

Bannerfoto: Neil Barman, link

FAQ

Er det bæredygtigt at sejle?

Det er slow-travelling med overnatning og ikke en dieselsprudende hurtigfærge, som vi skal sejle med.

Viking Line, som vi skal sejle med, har vundet flere priser for bæredygtighed, og betragtes som en pioner indenfor udviklingen af bæredygtig skibsfart i Østersøen. Det bliver aldrig pletfrit at rejse langt, men derfor er det netop vigtigt for os at rejse med selskaber, som tager spørgsmål om bæredygtighed alvorligt.

Støtter I totalitære regimer med turisme?

Rusland er igen blevet et brændpunkt i samtidens geopolitiske landskab. Vi er ikke blåøjede turister, men reflekterende, engagerede medborgere, der ønsker at forholde os kritisk til svære politiske dilemmaer, som præger tiden. Når vi rejser til Skt. Petersborg, er det for at støde på mange af de facetter af Rusland, som man ikke kan forstå dybdegående fra distancen. Vi vil snakke med aktivister, lokale ildsjæle og skal nok støde godt og grundigt ind i både det russiske bureaukrati, alt det europæisk indforståede, overraskende kulturelle forskelle og almenmenneskelige ligheder.