Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig

Roskilde Festival Højskole er vært for CPH:DOX Ungdomsredaktion

I forbindelse med Københavns internationale dokumentarfilmfestival, CPH:DOX, er Roskilde Festival Højskole vært for tre online events skabt af filmfestivalens nye ungdomsredaktion. 

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har i år taget initiativ til at etablere en ny ungdomsredaktion. Ungdomsredaktionen består af 10 programlæggere mellem 16 og 25 år, der med udgangspunkt i deres liv, bekymringer og håb for samfundet og fremtiden skaber et nyt program til en af verdens tre største dokumentarfilmfestivaler.

“For Roskilde Festival Højskole giver det enormt god mening at invitere Ungdomsredaktionen ind i Orange for i dialog med højskolens egne elever, borgere Roskilde og resten af landet, at tage livtag med ungdomslivet gennem aktuelle og nøje udvalgte dokumentarfilm og efterfølgende debat,” udtaler Aske Erbs Ørbæk, der er kommunikationsmedarbejder og underviser i mediefag på Roskilde Festival Højskole.

Ungdomsredaktionen er en del af CPH:DOX’ overordnede ambition om at sikre en større mangfoldighed af stemmer på festivalen. Det gælder målbare kriterier som køn, alder og etnicitet, men også det at udfordre sig selv som festival og aktivt forsøge at se samfundets problemstillinger fra så mange vinkler som muligt.

Alle arrangementerne bliver transmitteret direkte fra Orange Foredragssal på Facebook Live sammen med CPH:DOX, Mino Danmark, Sind Ungdom og LGBT+ Ungdom. Ungdomsredaktionen er støttet af Roskilde Festival og etableret i samarbejde med Mino Danmark, SIND Ungdom og LGBT+ Ungdom.