RoskildeStævnet
Roskildestævnet er et rytmisk sammenspilskursus og musikstævne, hvor nogle af de bedste danske musikere, producere og sangskrivere kommer til Roskilde i uge 30 og hvor internationale jazz-navne optræder som instruktører.
Inden kursusstart, skal du vælge et af de udbudte hold i sammenspil, produktion eller sangskrivning. Der er tilknyttet en fast underviser på dit hold, men i løbet af stævnet får du derudover besøg af de øvrige undervisere, der også roterer mellem holdene. På den måde får alle hold ny inspiration og du kan få feedback på dit instrument af en af vores dygtige undervisere. Vi sammensætter holdene så alle får så god læring og musikalsk oplevelse som muligt
Udover undervisningen på dit hold er der koncerter, foredrag, aftensamlinger og workshops på programmet i en inspirerende uge fyldt med læring, kreativitet, inspiration og fællesskab.
Info
Indkvartering sker på to- eller trepersoners værelser, det er muligt at tilkøbe enkeltværelse. Kursister med ungdomsrabat kan blive indkvarteret i flersengsrum, hvis nødvendigt. Det er også muligt at gå på kurset som dagselev og overnatte hjemme.
Medbring instrumenter, forstærkere, mikrofoner, stativer og kabler til eget brug.
Der vil være klaver samt sanganlæg til rådighed på de relevante hold. Du må dog meget gerne medbringe eget keyboard. Det er muligt at låne/leje instrumenter i begrænset omfang, kontakt os hvis du har behov for dette. Bemærk, at selv om tilmeldingen til stævnet er først til mølle, så kan der opstå venteliste på de enkelte instrumentgrupper.
Claus Waidtløw: COME TOGETHER
På dette hold vil vi arbejde med sammenspil og improvisation, og med alt hvad dette indebærer. Vi kommer til at spille numre med faste strukturer og ”normale” harmoniforløb, men også musik med mere åbne og frie former. Udgangspunktet er min og måske jeres(?) musik. Det primære mål for ugen er at spille så meget som muligt! Forhåbentlig går vi alle herfra en lille smule klogere på musik og med ny inspiration i bagagen. Man vil blive præsenteret for en del noder, så nodelæsnings-erfaring er en fordel.
Kathrine Windfeld: CONTEMPORARY JAZZ
Vi arbejder på et ambitiøst niveau med moderne jazzkompositioner med fysiske grooves, lyriske melodier og raffineret harmonik. Det er en stor fordel, hvis man er en rutineret nodelæser og gerne vil udfordres inden for jazzens moderne tonesprog. Som sanger skal man indstille sig på at indgå i blæsergruppen og synge ordløse melodier noget af tiden. Vi vil lave konkrete rytmiske øvelser og undersøge forskellige tilgange til improvisation, kreativt akkompagnement og solospil, der brænder igennem. Vi vil spille stykker af centrale nulevende jazzkomponister, samt udpluk af Kathrine Windfelds eget bagkatalog.
Magda Giannikou: CREATIVE UNIVERSES
Sammen vil vi arbejde med jeres egne kompositioner og nye fortolkninger af folkemusik fra hele verden. Vi begynder med små idéer og udvikler dem i fællesskab gennem kreativt samarbejde og spontan arrangering. Som udgangspunkt arbejder vi uden noder og lærer musikken udenad, medmindre musikken kræver noget andet.
Lis Wessberg: SOUNDS, GROOVES & MOODS
På dette hold vil vi arbejde med at skabe vores egen fælles lyd gennem arrangement, sammenspil og improvisation. Som udgangspunkt tager vi udgangspunkt i musikken fra mine tre soloalbums, Yellow Map (2021), Twain Walking (2024) og In The Wake of Blue (2026). Jeg er også åben for at inddrage kursisternes egne kompositioner og idéer – samt udvalgte jazzstandarder, der passer ind i holdets ønsker og stemning – så vi sammen kan skabe et musikalsk rum, hvor alles stemmer bliver hørt. For sangere vil der være mulighed for at arbejde både med sange med tekst og med ordløs sang som instrument i helheden. Musikken bevæger sig i et moderne, lyrisk og stemningsfuldt jazzunivers med plads til både groove, åbenhed og personligt udtryk. Holdet henvender sig til musikere og sangere, der har lyst til at fordybe sig i sammenspil og improvisation – og til at bidrage med deres personlige udtryk.
Jesper Bodilsen: ET SPADESTIK DYBERE
Savner du at dykke ned i musikken og få et større indblik i de musikalske sammenhænge og inspiration til at komme videre i din musikalske udvikling? På dette hold skal vi udforske, lege og spille en hel masse. Vi arbejder med frihed gennem forståelse af underdelinger, de rytmiske og melodiske strukturer og vi lærer at bruge det til at blive bedre til at akkompagnere, spille solo og fortolke. Vi tager vores egne og andres sange og kompositioner under behandling og der vil være fokus på jeres instruments særegenhed og din rolle som solist, fortolker og akkompagnatør.
Jeppe Gram: JAZZENS MANGFOLDIGE VÆSEN
På dette hold arbejder vi med musik af både amerikanske og nordiske musikere og komponister og bliver klogere på, hvad der driver musikken fremad og hvor forskellige disse mekanismer er, alt efter hvilken stil og æstetik vi dykker ned i. Udover at vi skal spille en masse musik sammen, krydres undervisningen desuden med små rytmiske, harmoniske og melodiske lege, samt fælles lytning. Mit håb er, at du som kursist oplever glæden ved musikken og sammenspillet, samt at du bliver opmærksom på, hvilke områder af dit eget spil du selv kan arbejde på for at blive en bedre musiker.
Mathias Heise: DET SKABENDE ENSEMBLE
Dette hold er et ensemble med fokus på originale kompositioner og kollektivt musikalsk udviklingsarbejde. Vi arbejder med deltagernes egne kompositioner, som vi i fællesskab udforsker, arrangerer og forfiner. Vi arbejder indgående med time, dynamik, harmonik, form og forløb – og undersøger, hvordan man skaber et narrativ gennem arrangementet. Improvisation indgår som en dramatisk byggesten: hvordan opbygger man et forløb, der udvikler sig organisk både dynamisk og harmonisk?
Holdet henvender sig til musikere med ambition om at udfordre sig selv, bidrage kreativt og forme musikken i fællesskab. Nodekendskab er en fordel.
Søren Møller: MODERNE JAZZ & NEO SOUL
På den amerikanske jazzscene sker der lige nu en stilistisk sammensmeltning af jazz, pop, soul, folk m.m. Vi kender lyden fra Robert Glasper, Gretchen Parlato, Brian Blade Fellowship og mange flere. Men jazzen påvirker også popmusikken i det, vi kalder Neo Soul. Her huserer bands som MoonChild, D’Angelo og Hyatus Kaoyote m.fl. På holdet MODERNE JAZZ & NEO SOUL vil vi dykke ned i lyden af denne stilistiske smeltedigel. Vi vil spille alt fra Frank Ocean til Frank Sinatra med et blik for, hvordan lyden af Neo Soul opstår. Vi vil arbejde med elementerne af vores udtryk; Rytmik, ensemblespil og improvisation. Sangene vil være arrangeret til netop vores ensemble, så det er vigtigt, at du kan læse noder og har sammenspilserfaring, når du melder dig til dette hold.
Johannes Wamberg: UD OVER SCENEKANTEN
Hvordan skaber man et stærkt sammenspil? Hvordan fusionerer man sin musikalske viden med musik der er inviterende for lytteren? Vi vil fokusere på at løfte i musikken i flok. Og løfte hinanden så alle kan shine og være hovedroller. Vi kommer til at fokusere på groove, dynamik, at skabe og spille gode parts der kommer godt ud over scenekanten og hvordan vi bedst muligt lytter og reagerer på hinandens musikalitet.
Ugens program vil blive opdateret løbende.