Syng med 2027
Elsker du fællessang? Kom med på en uges højskole med sang som omdrejningspunkt. Lige meget om du er erfaren sanger eller helst gemmer din stemme i flokken, så er du velkommen til at synge med hos os!
Hver dag synger vi både “old-school” fællessang og mere ambitiøse korarrangementer. Du kommer til at møde Højskolesangbogen på nye måder.
Årets tema: “Min sang – vores sange”
Hvad er dine yndlingssange? Hvad er der særligt ved Danmarks og danskernes forhold til fællessang? Hvordan er Højskolesangbogen blevet fornyet (men bevaret) gennem 130 år og 19 udgaver? Hvad sker der med sangene, når de foldes ud i korstemmer? Vi fokuserer på sangens evne til at røre og flytte mennesker som individer og grupper.
Du kommer til at synge med både hjerte og hjerne, når vi angriber sangene både som kulturelt og som musikalsk fænomen. At synge fællessange i flotte flerstemmige udgaver får en særlig dimension, når man også kender til sangenes historiske og kulturelle baggrund.
Kurset er to-delt
Formiddag
Sammen med Sara Kofoed Hansen dykker vi ned i “Korbogen”, der rummer korarrangementer af sange fra Højskolesangbogen. Vi kommer til at arbejde med simple flerstemmige sange, og vi vil mærke styrken ved at løfte i flok. Vi kommer til at lave øvelser, der styrker stemmen og som gør, at vi lytter endnu bedre til hinanden. Kurset kræver ikke nodekendskaber, bare mod til at bidrage med din stemme.
Eftermiddag
Hver eftermiddag bladrer vi op i Højskolesangbogen, når vi udforsker gamle og nye sange. Sammen med musikantropolog Johannes “Johs” Skjelbo finder vi spændende og inspirerende vinkler på både tekster og melodier. Johs guider os igennem sangbogens tematiske, historiske og musikalske landskaber. Undervejs vil der være masser af dialog og bidrag fra deltagerne.
Roskilde Festival Højskole er en ny højskole med moderne studiefaciliteter, akustisk velvære og inspirerende omgivelser.
Du bor i nye rummelige og lyse værelser i Musicon, Roskildes kreative bydel.