Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig

Vi bygger stadig fællesskaber – et ny hold er startet på trods af corona

Mellem sol og friske augustbyger startede højskolens fyldte efterårshold søndag den 23. august. Holdet af fællesskabshungrende, modige unge skal de kommende måneder skabe minder sammen i en helt særlig, mærkelig verden. Men vi mærker deres ukuelige energi, nytænkende skaberkraft og lyst til at sparke en ordentlig gang højskole i gang.

Det blev ret hurtigt klart, at vi har fået os en smuk, broget gruppe elever, som er alt mellem 18 og 33 år gamle. Eleverne kommer fra handelsskolen, gymnasiet, HTX – nogen har endnu ikke en ungdomsuddannelse, andre har allerede været på arbejdsmarkedet i mange år eller læst en bachelor på universitet.

På RoFH er der plads til alle, og vi elsker, hvor meget man kan lære af hinanden, når man ikke nødvendigvis kommer fra det samme. Nogen kommer fra jylland, andre fra Norge og en del fra sjælland. Men vigtigst af alt, så kom alle uden corona, hvilket har givet os fire fantastiske uger uden sygdom på RoFH. Lad endelig det fortsætte…

Indlægget fortsætter efter billederne

Eleverne på valgfaget Tryk i fuld gang.

Til introfesten var der årti-tema med festlig og højtidelig middag i spisesalen.

Mens det omgivende samfund igen forsøger at begrænse samværet både privat, på arbejdspladserne og i nattelivet og Statens Seruminstitut anbefaler små sociale bobler, hvor afstandskravene ikke gælder, så er vi på højskolerne begunstiget af retningslinjer, hvor 20 personer gerne må være i den samme sociale boble.

Højskole under corona – en særligt ansvar

Vores elever har altså fået mulighed for at komme tæt på hinanden uden at skulle bekymre sig om det restriktive samfund uden for højskolen. Der er altså plads til festen på RoFH og det forpligter. Vi har nemlig fået en unik mulighed for at eksperimentere med nye og sikre måder at skabe fællesskab, festival og fest på.

Samtidig skal vi konstant huske hinanden på at overholde afstandskrav grupperne imellem – både i det faglige og sociale, og håndhygiejnen samt den daglige rengøring skal være helt i top. For kommer corona først inden for dørene, så er vi nødt til at sende alle hjem i 7 til 10 dage. Det er det tydelige erfaringer fra Silkeborg Højskole, hvor 36 elever og én ansat var smittet på tværs af bogrupper efter blot en uge. Og det på trods af at de havde overholdt retningslinjer og isoleret grupperne efter bedste evne.

Vores beredskab er pudset af og mens vi kan, så laver vi højskole efter bedste evne. Vi synger fællessange udenfor eller med mundbind, vi bygger fællesskaber med vores fagligheder i en corona tid. Og ja, vi danser – med mundbind og med afstand.