Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig langt kursusTilmeld dig korte kurser

“Undersøgelse er et fantastisk ord, for det er i bund og grund det, kunst handler om”

Mød Roskilde Festival Højskoles kunstlærer, der vil inspirere højskolens elever til at eksperimentere med forskellige kunstarter – uanset om man er helt ny i et atelier eller er på vej mod Kunstakademiet.

Sorte, runde briller, mørkeblå denimskjorte og en lærredsjakke, der nærmer sig knælængde. Navnet er Morten Ernlund, og han er højskolelærer i kunst på Roskilde Festival Højskole. Han vil udfordre og udvikle højskolens elever i forskellige kunstformer fra maleri og tryk til installation og skulpturer.

Erfaren underviser går all in på højskole
Morten blev færdig på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008 og har siden undervist mange steder ved siden af sin egen kunstpraksis. Aarhus Kunstskole, Malerskolen i Grøndalscentret, Ærø kunsthøjskole og Krabbesholm Højskole er blandt de skoler, hvor Morten har lavet kurser i forskellige kunstformer.

“Jeg vil gerne præsentere mine kommende elever for kunsten i alle dens afkroge og spændende aspekter. Og det er lige fra at stå med hænderne begravet i at lave sin egen maling til studiekredse, som er mere teoretisk funderede, hvor jeg vil præsentere dem for mange forskellige kunstretninger, strømninger og praksisser.”

“Det der med at tage på højskole og få ligesindede var en kæmpe oplevelse, som jeg ikke fandt i landsbysamfundet. "

Fra landsbysamfund til urban højskole på sjælland
Højskolen har haft stor betydning i Mortens liv. Han er selv opvokset i en lille sønderjysk by, hvor det ikke ligefrem var kunsten, man dyrkede i fritidsklubben.

“Jeg er fra et lille landsbysamfund, hvor der var to ting, man kunne gå op i: sport og ringridning. Og jo jeg gik til springgymnastik, men det var ikke lige det, der tændte mig.”

Derfor dyrkede Morten kunsten selv, elskede at gå på kunstmuseer og havde en særlig kærlighed til Asger Jorns værker fra han var helt ung. På efterskolen og i gymnasiet prøvede han kræfter med sin egen kunstpraksis, men det var først, da han startede på Kunsthøjskolen Thorstedlund, at han for alvor fandt sine kunstneriske ben.

“Det der med at tage på højskole og få ligesindede var en kæmpe oplevelse, som jeg ikke fandt i landsbysamfundet. Pludselig var der nogen, som interesserede sig lige så meget for det som mig, og var lige så entusiastiske. Det fællesskab var helt unikt.”

Morten Ernlund grafisk tryk udstillet i Warszawa 2015

Morten Ernlund februar 2012.

Højskole og kunst giver mulighed for intens udvikling
Når Roskilde Festival Højskole åbner for sine første elever, glæder Morten sig meget til at bygge noget nyt op fra bunden.

“Det her med at lave en højskole er en helt vild undersøgelse. Det svarer lidt til et atelier, hvor man siger: inden for de her rammer kan kunst opstå. Det samme potentiale har de fysiske rammer her på højskolen: her kan fælleskab opstå! Et fællesskab der går hånd i hånd med en faglig fordybelse”

Og netop fordybelsen i forskellige fagligheder er noget af det helt særlige ved at gå på højskole, hvis man spørger Morten.

“Jeg har undervist som højskolelærer andre steder, og det er så vildt, når man ser, hvor meget folk kan rykke sig på kun et halvt år. Fra måske ikke at have lavet særlig meget før, og så til virkelig at nå langt, fordi det er så intensivt at gå på højskole.”

Morten underviser i fagene Kunst.

Blå bog

Navn: Morten Ernlund

Født: 20. januar 1979 i Haderslev

Uddannelse: MFA fra Det Kgl. Danske Kunstakademi

Fag på RoFH: Art Lab I og Art Lab II

Hjemmeside: www.mortenernlund.dk

Instagram: morten_ernlund