Roskilde Festival Højskole søger forstander
Vil du være med til at stå i spidsen for en ny og unik højskole? Roskilde Festival Højskole søger en forstander, der kan kombinere strategisk ledelse med udvikling af en ny højskole baseret på stærke fællesskabsbårne værdier.
Roskilde Festival Højskole er en ny almen højskole placeret i et kreativt bymiljø. Højskolens værdier er præget af det frivillige engagement, det humanitære fokus og den skaberkraft, der hvert år udgør begivenheden og fællesskabet Roskilde Festival. Vi bygger på det bedste fra den danske højskoletradition og kombinerer det med Roskilde Festivals erfaringer inden for frivillighed, aktivisme, kulturproduktion, projektledelse og socialt engagement.
Det kræver stor alsidighed at være forstander for en højskole, der både er ny og nyskabende. Du skal med solid ledelseserfaring både kunne udvikle en højskole med et engageret og dygtigt hold af medarbejdere og udvikle en solid driftsorganisation med en sund økonomi. Du skal både kunne holde et budget og en brandtale, tage vanskelige beslutninger og en tørn i opvasken. Men den allervigtigste opgave at give unge mennesker mod, viden og værktøjer til at teste og realisere deres drømme og give dem lyst til at bygge fællesskaber, så de er med til at sætte deres præg på vores fælles liv og verden.
Personlige kvalifikationer
- Du har en stærk tro på unge og brænder for at give unge en stemme
- Du er visionær og sætter retning
- Du er struktureret med både overblik og udsyn
- Du er rummelig, fleksibel og inkluderende
- Du er en stærk motivator, der bakker dit hold op og er ikke bange for at træffe beslutninger
- Du har empati, menneskeligt gehør og er god til at skabe relationer
- Du er nysgerrig, flittig, ordentlig og ansvarsbevidst
- Du er samfundsengageret og kan identificere dig med vores sigte: Vi bygger fællesskaber!
Erfaringer, ambitioner og faglige kvalifikationer:
- Du er erfaren leder på udvikling, strategi og organisationsområdet inden for fx uddannelse, kulturledelse eller anden udviklingsorienteret organisation eller institution
- Du har indsigt i eller kendskab til højskoleverdenen både fra den kulturelle og den administrative side
- Du har undervisningserfaring, gode formidlingsevner og kommunikationskompetencer på dansk og engelsk
- Du har erfaring med eller kendskab til Roskilde Festival og forstår udviklingsmulighederne mellem festivalens og højskolens værdier og metoder
- Du er optaget af at videreføre og udvikle både højskolens forretning og pædagogiske praksis
Med stillingen følger en spritny, familievenlig forstanderbolig i et opblomstrende kreativt, bymiljø på Musicon i Roskilde og et meningsfuldt job med reference til skolens bestyrelse. Stillingen besættes pr. 1.1. 2020, og vi forventer, at du er indstillet på ansættelse i en årrække.
For yderligere information om stillingen kontakt næstformand Claus Niller på mail claus.niller@rks-gym.dk eller tlf. 21415534.
Hvis du kan se dig selv som forstander på RoFH, så send din ansøgning (max 2 sider) samt CV og en beskrivelse af, hvordan du er som leder, til: forstander@rofh.dk senest torsdag d. 7. november. Der vil være to runder samtaler, der begge afholdes i København. Den første vil blive afholdt d. 15/11 og den anden d. 25/11.
RoFH er en fri almen højskole placeret i et kreativt bymiljø. Højskolens værdier er præget af det frivillige engagement, det humanitære fokus og den skaberkraft, der hvert år udgør begivenheden og fællesskabet Roskilde Festival. Læs mere om højskolens formål og værdigrundlag