Ledelse på Roskilde Festival | Common Ground
Et af de største projekter, som vi skaber sammen på RoFH, er at bidrage til Roskilde Festivalens liv og eksistens. Det gør vi på flere måder og i flere af vores udbudte fag. Den vigtigste opgave er, at have ansvaret for at drive og afvikle et område på festivalens camping kaldet Common Ground. Her tager vi højskolens værdier med på festival og skaber rum for fællesskab, aktivisme, inddragelse og bæredygtighed.
I hovedfaget Ledelse bruger vi undervisningen til at planlægge og koordinere alt fra flow og indretning på Common Ground til aktiviteter, kontakt og placering af camps, frivillige til driften, sikkerhed og bæredygtige løsninger til at mindske affald og sikre den gode festivaloplevelse.
Common Ground skal være safer space for enhver, ligegyldigt køn, seksualitet og etnicitet, og vi ser en bedre fremtid muliggjort ved, at vi mennesker løfter i flok og vil hinanden.
Klik og læs om Common Ground på Roskilde Festival her
Læs mere og se billeder under filmen
Vi arbejder med kommunikation, frivilligledelse og motivation, struktur, risikovurderinger, samarbejde med de øvrige fag om indhold til vores fællesrum Shared Space, og den helt nære afvikling i udfærdigelsen af afviklingsplaner for hele Common Ground.
At skabe et så stort projekt, og samtidig vide at eleverne skal afslutte deres højskoleophold med at få det hele til at ske på årets Roskilde Festival, skaber rum for gode dialoger om egen erfaring og motivation, hvordan man skaber struktur i komplekse og vidtfavnende projekter samt hvordan vi understøtter og motiverer hinanden, når fx planlagte ting skal revideres og omtænkes.