Foredrag med kunstner Aske Kreilgaard
Hvad vil det sige at være mand i en tid, hvor styrke ofte forveksles med hårdhed, og hvor følelser kan opleves som noget, man skal skjule?
Tag med kunstner og forfatter Aske Kreilgaard på en rejse gennem Europa og videre ud i verden – fra ungdommens søgen efter mening til mødet med mennesker i nogle af livets mest ekstreme situationer: Ophold i flygtningelejre, møder med shamaner, familietraumer og en international shitstorm, da Aske præsenterede verden for sin skulptur Agape (den ammende mand).
Foredraget bevæger sig mellem det personlige og det samfundsmæssige og stiller spørgsmål som: Hvordan finder vi mening i en verden præget af uro og forandring? Hvordan taler vi om følelser i et samfund, hvor mange – særligt mænd – mangler et sprog for dem? Og hvordan skaber vi stærkere relationer til hinanden? Glæd dig til en ærlig og sanselig fortælling om at miste fodfæstet og langsomt finde det igen.
Læs også mere om højskolens hovedfag Kunst.
Hvad er Orange Onsdage?
Velkommen til Orange Onsdag, højskolens offentlige arrangementer. Hver onsdag kl. 19:30 inviterer vi indenfor til spændende talks, debatter, foredrag og koncerter med indsigt og udsyn – altid ledsaget af højskolestemning i form af fællessang, kaffe og kage. Se alle Orange Onsdage.