FRANK og MØRKLÆGNINGSLOVEN: En debat-performance om offentlighedsloven
På scenen står journalist Sofie Buch Hoyer.
Med sig har hun historien om FRANK og MØRKLÆGNINGSLOVEN.
Frank er journalist. Han bor i fremtiden i Danmark år 2068. Han bor i sin isolationsboble ligesom alle andre. Der er en mystisk virus på spil, og Mette Frederiksen er stadig statsminister, selvom ingen har set hende i 30 år! Frank begynder at stille spørgsmål til det liv, han lever i et over-reguleret samfund. Hver gang Frank prøver på at få svar på sine spørgsmål hos myndighederne, støder han mod offentlighedsloven fra 2013. Han forsøger at forstå de enkelte paragraffer og deres konsekvenser for det danske demokrati. Han farer gang på gang vild i politikerspin, tågesnak og uforståelige juridiske formuleringer. Journalist Sofie Buch Hoyer hjælper Frank og publikum til at forstå, hvordan denne lov er skruet sammen, hvad den betyder for Frank i 2068, og især hvad den betyder for os. Her og nu.
Frank spilles af skuespiller Anders Budde Christensen. Hans historie fortælles gennem filmede sektioner. Journalist Sofie Buch Hoyer er broen mellem den fiktive filmede historie, vores offentlighedslov og dialogen med publikum.
FRANK og MØRKLÆGNINGSLOVEN er et helt nyt debatformat, der udspringer af Projekt Glemmebogen, der er en teaterserie om politiske møg-sager fra Christiansborg.