Koncert + talk: ‘Farvel tid’ om sorg med Lasse Aagaard
‘Farvel Tid’ er Lasse Aagaards udforskning af tid, sorg og længsel med udgangspunkt i hans eget liv. Hør hans musik og tanker om albummet på Roskilde Festival Højskole onsdag d. 8. februar kl. 19.30.
“Som 15-årig mistede jeg min far, hvilket naturligvis var en afgørende begivenhed i mit liv. Albummet handler om at blive voksen og finde sig til rette i livet i ny forandring og uden en fast forældrerolle at kunne spejle sig i. Den handler om at se tilbage på det liv, der har formet en, de valg, man har truffet og den vej, man har fået lagt foran sig. Om at vokse med de hændelser, der rammer en.
Jeg kan huske til min fars begravelse at komme gående med kisten på vej ud af kirken uden at føle noget andet end chok. Det var en underlig form for lettelse, ikke en rar en, bare en følelse af, at fra nu af ville alting blive noget radikalt andet uden at vide hvad. Jeg kan huske, at jeg tænkte på, hvordan jeg mon ville tænke tilbage på alt det her 20 år fra nu – når jeg var blevet voksen.
‘Farvel Tid’ er en slags flaskepost fra mit voksne jeg til den 15-årige Lasse; sådan ser livet ud tyve år fra nu. Det her er hvad der er hændt dig.”
Koncerten vil blive opført sammen med visuel artist, My Lambertsen, der laver live-visuals til musikken og pianist og arrangør Peter Kohlmetz Møller. Dørene er åbne for offentligheden og skal selvfølgelig opleves sammen med højskoleeleverne på RoFH, der får undervisning i mange forskellige kreative fag, herunder i musik.