RoFH Talks: Glem – for at lære bedre
Glem – for at lære bedre
Vi har glemt, at vi nogle gange skal glemme for bedst at lære! Lyder det kryptisk, så er det det ikke. Det er enkelt og indimellem indlysende. Alligevel har vi efterhånden indrettet vores daginstitutioner, skoler, uddannelser og allehånde former for vejledning, sådan at både børn, unge og undervisere gennem rigid målstyring, overdimensioneret selvmonitorering og refleksion over egne læreprocesser kløjs i at lære og i at undervise.
Derfor har vi brug for læringsglemsel, som professor Lene Tanggaard giver en introduktion til i sin nye bog og i foredraget hos os. Det er enkelt og ikke svært at at gå til. Det er samtidig det, højskolerne er meget gode til.
Lene Tanggaards enkle forslag er, at ”vi glemmer læring som begreb for en stund for at kunne koncentrere os om dét, som det giver mening at lære, dér hvor vi er. Hermed kan vi både erobre institutionernes formål tilbage og placere ansvaret for kvaliteten af det, der foregår, på behørig plads. Ansvaret er ikke metakognitivt. Det er fælles.”
Lene Tanggaard Pedersen er professor og viceinstitutleder ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, hvor hun forsker i kreativitet og læring.