Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig langt kursusTilmeld dig korte kurser

Ekstraordinær kunstudstilling på grundlovsdag: Corona-lockdown i Myanmar, Jordan og almene boligområder i Danmark

Grundlovsdag kuraterer Roskilde Festival Højskole et enestående kunstnerisk event under navnet ’UNLOCK’ i samarbejde med Turning Tables. Her udstiller højskoleeleverne værker skabt under Coronanedlukningen af unge fra Myanmar, Jordan og almene boligområder i Danmark. Eleverne tror på, at kunsten kan fungere som et talerør for de unge.

Turning Tables arbejder både nationalt og globalt på at skabe et frirum for unge, hvor oplevelser, viden og frustrationer kan deles gennem kreative værktøjer såsom film, foto og musik. Essensen af samarbejdet med Roskilde Festival Højskole er at belyse unges synspunkter, begrænsninger og erfaringer fra tre vidt forskellige kontekster i henholdsvis Myanmar, Jordan og Danmark under Corona-lockdown.

Amanda Wulffeld er elev på højskolen og en del af projektledelsen på ’UNLOCK’, og hun synes, at det er meget relevant med tre meget forskellige kontekster:

“For at udvise og skabe solidaritet på tværs af landegrænser, er det vigtigt, at man forsøger at forstå hvilken virkelighed ens medmennesker kommer fra. Derfor er det oplagt, at ’UNLOCK’ vælger at udstille værker fra tre forskellige lande, der afspejler nogle meget forskellige kontekster og politiske forhold, men samtidig viser at vi er uløseligt forbundet.”

Højskoleelevernes intention er at sætte fokus på de oplevelser, unge i verden har mødt på samme tid under coronapandemiens lockdown, men på vidt forskellige måder. Drømmen med udstillingen er at berøre gæsterne, fremkalde solidaritet og oplyse om de restriktioner, som folk i Myanmar og Jordan lever under i en tid, hvor ytringsfriheden er under pres og nedlukning.

Værker, der bliver smuglet ud

De nuværende politiske situationer i Myanmar og Jordan er blandt andet medvirkende til, at lockdown-tematikken bliver sat i et nyt lys. Kommunikationen og rejsen med de andre unge på tværs af landegrænser har været en øjenåbner for eleverne og bevirket til, at ordet solidaritet er blevet essensen bag det hele. Zita Staal Eskildsen fra projektledelsen udtaler:

“Det har været hårdt, men også super spændende! Det er et enormt ansvar, at få den tillid til at kuratere og planlægge en udstilling for et land som Myanmar, hvis ytringsfrihed i øjeblikket er så presset på alle planer – det giver følelsen af at gøre en forskel”.

Artiklen fortsætter under billederne

Eleverne samarbejder direkte med unge kunstnere i Myanmar, Jordan og Danmark. Pga. af corona har udvekslingen til de to lande været gennem intense videomøder.

Udstillingen når langt ud over højskolen, da den skal på turné i Danmark og kan opleves virtuelt online.

Eleverne arbejder i øjeblikket intensivt på at kunne fremføre en vellykket kunstudstilling i Hal 7 i Musicon i
Roskilde på grundlovsdag. Og netop grundlovsdag er en særlig relevant dag at udstille værkerne på. I Danmark fejrer vi indførelsen af grundloven samt det danske demokrati, men det er ikke alle steder i verden, at demokratiet fungerer optimalt som herhjemme. Men også herhjemme er det ikke alle, der har lige adgang til at få deres stemme hørt og har mulighed for at udtrykke sig kreativt. Derfor er der også værker fra Turning Tables arbejde i almene boligområder i Danmark.

Udstilling er også online og skal på turné

Udstillingen er også mulig at se online, da der kun vil være et begrænset antal pladser på selve dagen, som er afsat til højskoleelevernes familie og venner. Eleverne arbejder desuden på at gøre udstillingen mobil, så forhåbentligt bliver det muligt at opleve ’UNLOCK’ andre steder i landet over sommeren eller efteråret.

Projektet er støttet af udenrigsministeriets Engagementspulje gennem CISU.

Kontaktpersoner:
Kommunikation, Johanne Bagge:
Mail: johannebmh@gmail.com
Tlf.: 61749035

Kommunikation, Olivia Runge
Mail: oliviarunge@gmail.com
Tlf.: 40546560

Højskoleforstander, Hans Christian Nielsen:
Mail: hc.nielsen@rofh.dk
Tlf.: 29373704

Director & Founder af Turning Tables, Martin Fernando Jakobsen
Mail: mfj@turningtables.org
Tlf.: 20861886