Livet påhøjskole
Over morgenmaden, i projekter, på tur, i køkkenet en sen aftentime, i mellemrummene, for resten af livet. Bliv klogere på livet på Roskilde Festival Højskole.
Når du tager på højskole tager du livet med – og det tager vi seriøst. Læs mere om det at bo på Roskilde Festival Højskole herunder. Højskoler har ikke pensum og eksamener, og det giver os en masse andre mulighed fokusere op livet både i og udenfor undervisningen.
På Roskilde Festival Højskole hylder vi mangfoldighed og kulturelle møder. Vi tror på at udveksling mellem forskellige nationaliteter gør os alle klogere på verden omkring os. Sproget er som udgangspunkt dansk til morgensamlinger, i undervisning og til foredrag, men fælles beskeder og nogle dele af undervisningen på Roskilde Festival Højskole foregår engelsk, så alle kan følge med i livet på højskolen. Vi vil meget gerne snakke med dig om dine forventninger til sprog og kultur på højskolen. Besøg os eller ring på +45 3132 5321.
Mødepligt
Selvom du har arbejdet sent i en af skolens værksteder eller har hygget dig med dine højskolekammerater til sent ud på natten, så står alle op hver morgen. Der er mødepligt til alle morgensamlinger og al undervisning i løbet af ugen. Har du en dårlig dag eller er du syg skal du meddele det til skolens administration.
Digitale redskaber og mobiltelefoner
Mønttelefoner har vi ingen af, og vi har forståelse for at du også har et liv udenfor højskolen, men gør dig selv og dine højskolekammerater den tjeneste at være til stede med nærvær i nuet. På RoFH udsætter vi dig derfor for en grad af det vi kalder ’digital detox’. Vi opfordrer derfor til at brug af mobiltelefoner og pc foregår i dit private rum eller i forbindelse med undervisningen, og ikke når vi spiser, er til foredrag eller på anden vis har brug for dit nærvær.
Alkohol og rusmidler
Vi bryder os ikke om alt for mange regler, og dem vi har, er skabt for at sikre dit nærvær. Vores samvær og samliv under tag med hinanden kræver opmærksomhed og tilstedeværelse. På RoFH fester vi som alle andre steder, men festerne foregår i weekenden og det samme gør indtagelse af alkohol. Brug eller besiddelse af euforiserende stoffer og misbrug af alkohol medfører hjemsendelse.
Stødende adfærd
Roskilde Festival Højskole er en højskole og dermed også et hjem, hvor der skal være plads til alle. Derfor tolerer vi ikke nedsættende sprog om køn, race, økonomisk baggrund el. lign. Vi ser det som højskolens opgave at oplyse og danne om hvordan man sameksisterer i verden – og derfor vil vi altid gribe ind i sager, hvor nogen føler sig krænket, mobbet, udstillet eller tilsvarende.
Dit hjem og ansvar
Højskolen er dit hjem i en vigtig periode af dit liv. Nogle har boet for sig selv længe mens det for andre er første gang de er hjemmefra. Vi vil under alle omstændigheder gerne sende dig videre ud i livet med nogle basale værdier og færdigheder i forhold til det at leve og bo sammen med andre.
For skolen er det derfor vigtigt at alle tager del i nogle af de opgaver, der får et hjem og en hverdag til at fungere. Vi kalder det good housekeeping. I bogrupperne får I nemlig ansvaret for rengøringen, i forbindelse med måltiderne hjælper I køkkenet på skift, og alle giver en hånd med i forhold til at holde fællesområder ryddelige og rene.
Bogrupper
Som elev på RoFH bor du i én af seks bogrupper. Hver bogruppe har plads til i alt 20 beboere fordelt på dobbelt- og tremandsværelser. Bogruppens hjerte er fællesrummet, hvor I råder over et the-køkken, loungemiljø og små nicher til at arbejde, spille eller bare mødes over en kop the.
Bogruppen er dit hjem under dit ophold, og dine bofæller er din nærmeste familie. Rammerne for det liv I lever sammen defineres i vid udstrækning af jer som beboere. En af de første opgaver I skal løse sammen er at forme jeres egne husregler. Til hver Bogruppe er der tilknyttet en af skolens undervisere, der hjælper med til at sikre, at rammerne for jeres fællesskab tilgodeser alle. Bogrupperne på RoFH er selv ansvarlige for ugentlig rengøring af fællesrum, værelser og toilet/bad. Dig og din roomie er ansvarlig for ugentlig rengøring af jeres værelse.
Værelser
Ind i mellem har man bare lyst til at være sig selv. Dit værelse er din mulighed for pause fra skolens mange aktiviteter og fag. Det er her du sover, slapper helt af og har en stille snak med din ’roomie’. Du kan vælge at bo på enten dobbeltværelse eller tremandsværelse. Alle værelser har umiddelbar adgang til toilet og bad, der deles af to værelser. Sammen med din roomie er det jeres ansvar at holde værelse samt toilet/bad rengjorte.
Husmøder
Midt på ugen afholdes fællesmøde i alle husgrupper med deltagelse af den husgruppeansvarlige underviser. Her tager vi temperaturen på fællesskabet og vender stort og småt. Vi ser på jeres aftaler og rutiner med hinanden, vi indgår kompromisser og vi finder frem til løsninger, der tilgodeser alle.
Måltider
Når vi spiser sammen mødes vi på kryds og tværs af skolens fag og husgrupper i samtale og fællesskab. Om det er morgenmad, frokost eller aftensmad, så er måltiderne på Roskilde Festival Højskole altid noget du kan se frem til. Måltiderne er ikke kun påfyld af energi og noget, der skal overstås. På RoFH er det en anledning til at være sammen og få vendt hverdagen.
Køkken
Vores køkken er fortrinsvist økologisk, vi bruger altid friske råvarer og vores dygtige køkkenpersonale laver det meste fra bunden. Vi stræber efter en bæredygtig madkultur og forsøger at undgå madspild. Vi kan som udgangspunkt imødekomme de fleste diæter (veganer, halal, vegetar, pescetar, samt diverse almindelige allergier).
Skriv gerne til os på info@rofh.dk, hvis du har nogle spørgsmål til maden eller særlige diæter.
Vi hjælpes ad
Vi hjælper køkkenet med at sætte frem, med at rydde af og vi skiftes til at tage en tur i opvaskekarrusellen.
Morgensang og samling
Du griber din sangbog ved indgangen og finder en ledig plads. Som appetitvækker, efter morgenmaden og på alle hverdage samles hele skolen i foredragssalen til fællessang og et kort inspirerende indslag. Den sidste morgentræthed forsvinder mens du vågner til et stykke musik, en fortælling, en optræden eller et stykke litteratur. Skolens morgensamlinger vil i starten være tilrettelagt af skolens undervisere, men undervejs vil du selv få muligheden for at bidrage.
Fællesmøder
En gang om ugen afholder vi fællesmøde. Her vender vi dagligdagen og vores fælles liv med hinanden. Ordet er frit og grundlagt i skolens demokrati, og vi kigger både tilbage og fremad. Vi vender weekendens fest, og vi planlægger den kommende weekends arrangementer eller næste måneds studierejse.
Temadage og -uge
Højskolen er et spejl på den Verden, der omkranser os. Ind i mellem nulstiller vi en hverdag eller en uge for at undersøge et tema, der berører, inspirerer og flytter os. Måske inviterer vi et nærliggende flygtningecenter indenfor, går på opdagelse i Roskildes historie eller kaster os ud i en målrettet indsats for et standpunkt i samarbejde med Roskilde Festival.
Studietur
- Efteråret 24: Vi rejser til Beograd
I efteråret er der altid indlagt en rejseuge. Og når vi rejser på RoFH – rejser hele skolen sammen!
I en verden hvor klimaet er under forandring pga. forurening og udnyttelse af naturens ressourcer, og hvor transport med fly og skib udgør en stor del af den samlede CO2-udledning, forholder vi os aktivt til den påvirkning, vores rejsevaner har på miljøet. Derfor foregår skolens rejser primært med bus eller tog til Danmark, det nære Norden og Europa, hvor vi går på opdagelse i nye byer, kulturer og egne, som vi ikke anede fandtes.
Rejsen er placeret halvvejs i efteråret og vores destinationer varierer fra år til år, men vi etablerer altid en forbindelse til den kultur, vi gæster, og vi efterlader altid et positivt aftryk fra vores besøg.
Ekskursioner
Selvom Roskilde både byder på et rigt kulturliv, natur og et utal af seværdigheder, så tager hele skolen ind i mellem afsted på længere inspirationsture for at opleve nyt sammen. Vi tager sammen i teateret, til koncert eller besøger en udstilling. Hovedfagene tager på deres egne ekskursioner til destinationer med relevans for faget.
På Roskilde Festival Højskole tror vi på, at krop og sind hænger uløseligt sammen. Derfor giver vi alle muligheden for at slukke hjernen for en stund og connecte i løbet af ugen gennem bevægelse, meditation, friluftsliv, street sport eller hård fysisk træning. Vi vil gerne give dig tid og redskaber til at implementere sunde vaner i din hverdag, hvor hovedet kan få ro fra tankemylder, ilten kan pumpe i hele kroppen og fingrene kan blive grønne i mødet med naturen omkring os.
Talks, koncerter etc.
Ligesom vi planlægger foredrag i løbet af hverdagen, så åbner vi ind i mellem også skolen op for offentligheden. Skolens offentlige aftenprogram er som regel også obligatorisk for skolens elever. Vi præsenterer hver uge et spændende program af talks, debatter, performances og koncerter for enhver smag.
Klik her og se skolens offentlige arrangementer
Højskolens time
I løbet af dit ophold præsenterer højskolen forskellige oplæg, workshops og andet fællesundervisning fredag eftermiddag eller aften. I forbindelse med Højskolens time kan du også opleve skolens egne fag optræde med deres produktioner og værker.
Åbne værksteder
Når aftensmaden er indtaget, og du har sundet dig ovenpå en lang dag, så stiller skolen sine faciliteter til rådighed. Benyt studierne, værkstederne, atelieret og skolens mange andre lokaler.
Skolefester
Vi kan godt lide at feste sammen. I løbet af dit ophold på RoFH planlægger og afholder skolen derfor et antal fester med deltagelse af alle elever og ansatte. Når vi fester så gør vi det med manér med festmåltid, indslag og optræden.
Elevfester
Roskilde og området omkring højskolen byder på mange muligheder for at holde fri og slappe af. Ofte har vores elever mest lyst til bare at være sammen og feste på skolen. Der er mulighed for at grupper og udvalg i samarbejde med caféudvalget kan planlægge fester.
Bar (Mimers Brønd)
Skolens bar, også kaldt Mimers Brønd, er 100% elevdrevet. Højskolen hjælper baren igang, men det er holdets ansvar at foretage indkøb, gør rent, prissætte, holde åbent, finde leverandører, styre økonomi, mm. Hvad et eventuelt overskud fra baren skal gå til aftales i samarbejde med årgangen, men kan bl.a. være med til at finansiere elevprojekter, skolens elevforening, mærkesager eller genstande og udstyr, som I synes skolen mangler.
Forældre-/ vennedag
I løbet af 2. periode inviterer vi dine venner og familie på besøg på højskolen. Dagen byder på forskellige indslag, udstillinger og foredrag.