Velkommen til det grønne køkken
På Roskilde Festival Højskole serverer vi sund, lækker og bæredygtig mad hver dag. Vi går meget op i, hvad vi spiser, og hvor maden kommer fra. Det betyder, at retterne fortrinsvist er vegetariske og lavet af 80-90 % økologiske varer, som ofte bliver leveret friske og sprøde fra lokale producenter rundt omkring på Sjælland.
Bæredygtig overskudsmad
På verdensplan går omkring en tredjedel af al føde til spilde. Sådan kan vi ikke fortsætte som klode, og på RoFH tager vi hver dag aktivt stilling til vores madforbrug og spisevaner. Vi vil gerne vise nutidens generationer, at overskuddet fra højskolens forskelligartede måltider sagtens kan anvendes i nye delikate retter og sammenhænge.
For eksempel presser vi juice af de grøntsager og frugter, som vi ikke får spist lige med det samme, og serverer drikken til mellemmåltider, når skolens elever og ansatte får brug for pauser i dagens gøremål. Skræller fra øko-kartofler og andre rodfrugter bliver lavet til knasende chips eller brugt i brød, grød og supper. Brødrester bliver blandt andet tryllet om til croutoner, rasp og smagfulde kager.
Smag på økologi
På Roskilde Festival Højskole sylter vi selv, ligesom vi også fremstiller marmelader og yoghurt fra bunden. Vi bruger overvejende sæsonens frugt og grønt – og gør en dyd ud af at krydre de mange klimavenlige måltider, så de fryder både ganen og maven. Kom ikke her og tro, at grøn mad ikke kan smage af noget! Hver dag er en eksplosion af farver, urter og sanser – og vi får sjældent den samme ret mere end én gang i kvartalet.
Vi tager selvfølgelig hensyn til alle former for allergener og diæter, hvad enten du er veganer, glutenallergiker, laktoseintolerant eller følger religiøse spiseregler. Meld det til blot køkkenet, når du starter på højskolen, så vi kan servere den rigtige type mad til dig. Kræsenhed gælder dog ikke i denne sammenhæng – til gengæld vi er helt sikre på, at vi på RoFH kan lave lækker mad til enhver smag!
Højskolens køkkenpersonale består af et hold af dygtige og dedikerede mennesker, som er udlært i kokke-, ernærings- og bagerbranchen. De står altid klar til at svare på spørgsmål om dagens måltider.