Producer
Hvad er Producer på Roskilde Festival Højskole?
I faget Producer åbnes der op for nye kanaler af kreativitet, hvor lydens univers skal udforskes. Vi skal både arbejde med sound-design (syntese, farvning m.v), vi skal arbejde med skulpturering af lyd ved hjælp mix-redskaber og vi skal prøve at blive klogere på, hvorfor nogle af tidernes største musikmilepæle fungerer så godt, som de gør.
At producere musik er ikke kun at sidde med sin laptop og lave beats – det er også at se på musikken som en stor, samlet organisme, hvor styrken af udtrykket kun bliver mere markant, jo mere man er obs på, at de enkelte dele af musikken fremhæver og løfter hinanden.
Faget Producer er oplagt til dig, der allerede har valgt at musikken skal have dit fokus på Roskilde Festival Højskole, men det kan også være et interessant supplement med andre fagkombinationer. Alle nysgerrige sjæle, der er klar på at udforske lydens verden er velkomne. Eneste krav er, at du skal have din egen computer – og gerne én der ikke er alt for gammel, da det er den, vi kommer til at anvende som dit primære arbejdsredskab.
Undervisningen vil foregå i Ableton Live og Logic Pro, men du er velkommen uanset hvilket program, du anvender. Teknikkerne og idéerne er universelle.