Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig

There is a crack in everything

Hvad vil det sige at være højskolelærer på Roskilde Festival Højskole? Hvad indebærer det at undervise uden pensum, karakterer og eksamen? Hvad er højskolelærerens rolle uden for undervisningen? Hvad er relationen mellem højskole og festival? Er højskolejobbet et arbejde eller en livsstil? Kort sagt: Hvad er opgaven?

Af Jesper Øland og Jonas Møller, forstander og viceforstander på Roskilde Festival Højskole.

There is a crack in everything
That’s how the light gets in

Leonard Cohens udødelige linjer kan udlægges på mange måder, men i lyset af spørgsmålet om, hvad det vil sige at være højskolelærer, kunne et bud være:

Det er højskolelærerens opgave at hjælpe eleverne til at få øje på, åbne og udforske de sprækker, der lukker verden op og kaster lys over vores liv.

Der er en sprække i alting, men det kræver opmærksomhed, fordybelse, tillid og mod at få øje på dem. Sprækkerne kan vise sig alle steder på alle tidspunkter, men vi kan ikke tvinge dem frem, og vi ved ikke, hvornår de opstår. De kan komme til syne i en musiktime, hvor en objektivt set forkert guitarakkord alligevel er helt rigtig. I bearbejdelsen af et stykke træ, som ingen ved, hvad skal bruges til. I den spontant opståede samtale i et sofahjørne en sen hverdagsaften, hvor alle andre er gået i seng. Eller foran Orange scene i en skumringstime, hvor scenelyset tænder gnisten i øjnene på publikum.

Roskilde Festival Højskole kombinerer det bedste fra højskoletraditionen med det bedste fra Roskilde Festival, og skal vi prøve at sætte ord på, hvad der forbinder højskole og festival, så er det muligheden for at være og leve sammen på en anden måde end den, der præger vores hverdag. Hvor vi frivilligt lader os indlogere i et sølvgrå iglotelt eller på et lummert tremandsværelse og indlader os på at leve sammen med mennesker, vi ikke kender for at mødes om noget; musikken, oplevelsen, kærligheden, fællesskabet, fagene, fordybelsen, festen. Hvor vi kan bryde med vores rutiner og tillærte vaner og opleve en følelse af frihed og fællesskab på en og samme tid. I den forstand kan både højskolen og festivalen beskrives som sprækker af lys, der suspenderer vores virkelighed for en stund og giver os tid og plads til at smide alt op i luften, se hinanden i øjnene og finde ud af, hvad vi vil.

Kunsten er herefter, at det ikke bare bliver ved festen, det fede fællesskab og det midlertidige, men at forvandle oplevelser og indtryk til erfaringer, holdninger og kundskaber, der får varig betydning og rækker ud over festivalens hegn og højskolens mure. Det er den opgave, højskolelæreren må kaste sig ud i, og som vi her vil prøve at konkretisere i relation til Roskilde Festival Højskole og en pædagogisk praksis.

Højskolelæreren mellem frihed og forpligtelse

Folkehøjskolernes virke er indrammet af en lovmæssig forpligtigelse til at bedrive livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse gennem undervisning og samvær. Inden for den rammesætning kan højskolerne stort set frit praktisere sin skolevirksomhed på et selvvalgt værdigrundlag og hver enkelt underviser udfolde sin praksis med afsæt i formålet og elevernes ønsker og behov. Højskolen adskiller sig fra andre undervisningsinstitutioner ved at være en kostskole med samværsforpligtigelser og ved ikke at operere med pensum og med eksamen. Det er det særegne ved skoleformen og får afgørende betydning for højskolelærerens arbejde og praksis.

Højskolelæreren er i undervisningssituationen sat fri til at eksperimentere og har en unik mulighed for at gribe det, der opstår i undervisningen af aktualitet og pludseligt opståede muligheder i relation til fagets formål og elevernes engagement og interesse. Hvis den forberedte undervisning af den ene eller anden grund viser sig ikke at slå an hos eleverne, kan højskolelæreren vælge at gå med eleverne og forfølge et nyt spor. Uden eksamen opstår friheden for læreren til at fordybe sig i mellemværendet med den enkelte elev og det, der binder faget sammen med omverdenen.

Friheden giver muligheder, men stiller samtidigt store krav til ikke blot lærerens faglighed, men kræver empati, kreativitet, dømmekraft og erfaring fra levet liv og praksis. Hvor pensum på andre uddannelser udgør en tryg fremadrettet ramme fra skolestart til eksamen, som læreren kan henvise til, så står højskolelæreren alene med ansvaret og skylder at kunne svare, hvis eleverne spørger til relevansen af og meningen med undervisningen.

I krydsfeltet mellem fag, mennesket og omverden er højskolelæreren altså sat fri, men dybt afhængig af gensidig lyst og elevernes engagement. Man er derfor i særlig grad nødt til at kunne navigere efter den klarest lysende stjerne. Hertil stilles der ikke bare høje krav til det faglige niveau, men i høj grad også til personlighed, sociale kompetencer, kollegialt fællesskab og et engagement, der rækker ud over faget.

Kostskolen og samværet

Højskolelæreren indgår i en konstant, levende vekselvirkning med eleverne. Ikke bare i undervisningen, men i samtale og aktivt samvær med eleverne i forbindelse med kostskolelivet; under måltider, foredrag, fritidsaktiviteter, morgensamlinger, fester, studieture, rejser, uformelle og vejledende samtaler.

Som højskolelærer er man derfor optaget af mennesker og drevet af en lyst til at være andet og mere end underviser. Det kræver en høj grad af tilstedeværelse og nærvær, og at man formår og har lyst til at bringe sig selv i spil som et pejlemærke, rollemodel og medmenneske.

Vi skaber os ved at skabe noget sammen

På Roskilde Festival Højskole mener vi, at det enkelte menneske står stærkest i et fællesskab bestående af forskelligheder, og at de bedste fællesskaber skabes, når folk laver det, de brænder for – sammen.

Vi hylder mesterlæreprincippet og praksis- og værkstedsbaseret undervisning med afsæt i højskolernes hovedsigte og tradition. Bag disse overskrifter ligger der et ønske om, at vores undervisere har evnen til at omsætte egne erfaringer og holdninger og et teoretisk grundlag til relevante, aktuelle og virkelighedsnære undervisningssituationer, der både opliver, oplyser og danner eleverne.

Vores ambition er, at vores elever finder deres afsæt og bliver ’nogen’ før de bliver til ’noget’. Og som højskolelærer på RoFH er det en central opgave at medvirke til at skabe afklarede og robuste unge, der tør kaste sig ud i livet, træffe valg, tvivle, tro, fejle og leve liv, der har klangbund i, at man fandt sig selv og sin vej gennem fællesskabet.

Tværfaglighed og pædagogisk udvikling

En højskolelærer på RoFH evner ikke bare at gøre sig didaktiske og pædagogiske overvejelser i krydsfeltet mellem læring og dannelse indenfor sit fagområde, men kan også inspirere og lade sig inspirere af sine kollegaer og arbejde på tværs af fagene.

Vi vil gerne implementere det tværfaglige fra begyndelsen af skolens virke og gøre det til et naturligt og centralt element i vores pædagogik. Vi arbejder med et begreb, som vi kalder ’Friendly takeover’ og vil med det og andre greb forsøge at krydse fag og fagligheder med en ambition om at skabe en kultur, hvor underviserne besøger, overtager og reflekterer over hinandens fag til gensidig inspiration og udvikling. Vi vil i det hele taget lægge stor vægt på, at vi i fællesskab udvikler og reflekterer over vores pædagogiske praksis i relation til skolens formål og værdigrundlag og verden omkring os.

Højskole, festival og samfund

Samarbejdet med Roskilde Festival, placeringen i byen og mødet med det omkringliggende samfund rummer potentialet til at skabe en relevant, aktuel og udadvendt højskole. Som højskolelærer på RoFH følger man derfor særligt med i hvad der både rører sig på festivalen, i samfundet og i verden, og man arbejder på at integrere festivalindsatser og samfundsudfordringer i skolens dagligdag, i højskolens fag, foredrag, debatter mm.

Særligt samarbejdet med festivalen skaber naturlige og stærke ambassadører og ildsjæle for festivalens og højskolens fælles værdier, og samarbejdet rummer potentiale til at skabe en bevægelse af engagerede mennesker, der tør, kan og vil omsætte ideer og drømme til gavn og glæde for det øvrige samfund.

Arbejde eller livsstil – tradition eller fornyelse?

Er man typen, der egentlig bedst trives med et otte til fire-job, hvor man primært går på arbejde for at få råd til at holde fri, så er det nok ikke højskolelærer, man skal være. Selvfølgelig er det at være højskolelærer et arbejde, men det er samtidig mere end det, og på RoFH har vi en ambition om at skabe en arbejdsplads, hvor vi i frihed og tillid løfter vores ansvar og opgave i fællesskab, og hvor højskolen ikke bare er hjemlig og familiær for eleverne, men også for skolens ansatte og familier.

Spørgsmålet om, hvorvidt det at være højskolelærer er et arbejde eller en livsstil kan aldrig besvares med et entydigt enten-eller, men vil altid være et nuanceret og kompliceret både-og. Højskole handler om at skabe livsglæde, smukke øjeblikke og menneskeligt overskud, men det er aldrig problemfrit, og hverdagen og den pædagogiske praksis er fyldt med dilemmaer, udfordringer og masser af bøvl. Og sådan skal det være, fordi højskolen har med mennesker at gøre og er spændt ud mellem frihed og forpligtelse.

Med Roskilde Festival Højskole er det vores ambition at bygge en højskole, der både er funderet i den særlige nordiske tradition for en fri og folkelig dannelse og livsoplysning, og samtidig formår at være en moderne, relevant og tidssvarende højskole, der kan tilføre traditionen, festivalen og verden noget nyt.

Når lyset bryder frem

Sceneskift: Fra Leonard Cohen til højskolemanden Frederik Christensen, der i en artikel fra 1984 giver et kortfattet og kækt svar på spørgsmålet om, hvad man skal gøre for at blive en god højskolelærer:

Find 25 gode historier, beretninger om livet – lær dem udenad – by heart – og fortæl dem. Da vil dine elever revolutionere verden.

Det er nærliggende at afvise svaret som enten arrogant, naivt eller utidssvarende. For der er selvfølgelig meget mere at sige om, hvad det kræver af evner, viden og forudsætninger for at kunne fungere og præstere som højskolelærer. Man kunne oplagt indvende, at det især kræver en yderst stærk og velfunderet faglighed. Men lad os gå ud fra, at Frederik Christensen med sin påstand ikke er ude på at underkende betydningen af højskolelærerens faglighed, men ønsker at pege på noget ganske særligt ved det at være højskolelærer.

Med betoningen af fortællingens kraft sigter han til, at det ikke alene er, hvad der undervises i på en højskole, men i lige så høj grad hvorfor og hvordan, der undervises, der er det afgørende. Højskolelærerens hvorfor handler om at ville eleven noget, der rækker ud over det enkelte fag og ind i det fælles menneskelige. Hvor fagene bliver et middel til at løfte eleverne, så de får viden, evner, mod og myndighed til at gå ud og tage ansvar for deres eget liv og vores fælles verden. Skal højskolelæreren lykkes med at inspirere til dette, forudsætter det, at eleverne oplever, at læreren selv er engageret, dedikeret og vil dem noget – at læreren har noget på hjerte, som han eller hun ønsker at dele og gøre eleverne opmærksomme på. Ikke for at eleverne skal overtage lærerens holdning eller svar, men for at de kan få øje på sprækkerne – for at blive sat fri til at finde ud af, hvad de selv mener, og hvordan deres revolution af verden skal se ud. Og det er her, at fortællingen, hvad enten den tager form af en røverhistorie, et digt, en basgang, et kunstværk, en samtale, en koncert eller en baglæns saltomortale, udtrykker højskolelærerens modus operandi og opgave. En opgave, der realiseres, når læreren træder frit og forpligtet frem og med faglig autoritet og menneskelig autenticitet former og formidler et indhold, så den der lytter på én gang bevæges og sættes fri. En opgave, der lykkes, når lyset bryder frem.