Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig langt kursusTilmeld dig korte kurser

Programmet for ROSKILDE:DOX er klar

Kulturbegejstrede borgere i Roskilde og omegn kan se frem til et bredt og ambitiøst program, når fire lokale kulturinstitutioner inviterer til dokumentarfilmfestival.

Roskilde Bibliotekerne, Roskilde Festival Højskole, RoskildeBio.nu og Kino Ro’s Torv er værter, når den lokale dokumentarfilmfestival ROSKILDE:DOX løber af stablen den 10.-19. marts 2026.

På ROSKILDE:DOX vil publikum blive præsenteret for udvalgte nye danske og internationale dokumentarfilm, krydret med talks, events og debatter. Formålet med festivalen er at dykke ned i vigtige og aktuelle dagsordner i samfundet – gennem gribende, personlige fortællinger. 

“Vi er stolte af at kunne placere Roskilde så tydeligt i DOX-landskabet og være med til at vise alt det, dokumentarfilm kan. Fra højskolen er vi både glade for at være repræsenteret med et spændende arrangement og for at indgå i et stærkt partnerskab med andre gode, lokale kulturinstitutioner,” siger Marie Erbs Ørbæk, der er partnerskabsansvarlig på Roskilde Festival Højskole og en af de bærende kræfter bag ROSKILDE:DOX. 

På højskolen viser vi filmen Patriarken med besøg af Peter Aalbæk i forbindelse med Orange Onsdage.

ROSKILDE:DOX er et samarbejde med CPH:DOX, der er en af Europas største dokumentarfilmfestivaler. 

Program for ROSKILDE:DOX

Tirsdag 10/3 kl. 18.30 – Kino Ro’s Torv: Mariinka
med livestream fra CPH:DOX åbningsgalla før og efter filmen

Torsdag 12/3 kl. 18.00 – Kino Ro’s Torv: Storm Bound
med efterfølgende oplæg af vejr- og klimaekspert Jesper Theilgaard.

Torsdag 12/3 kl. 18.00 – Roskilde Bibliotekerne: Intelligence Rising
med intro af Jeanette Serritzlev, forfatter på ’Informationskrig – påvirkning og propaganda i moderne krigsførelse’. Med pizza og efterfølgende debat.

Søndag 15/3 kl. 15.00 – Roskilde Bio: Everybody Is Lying To You For Money
med intro og efterfølgende Q&A med Jesper Munk fra Dansk Krypto Nyt.

Mandag 16/3 kl. 18.00 – Kino Ro’s Torv: Techplomacy
med efterfølgende oplæg af techekspert Tue Oxenvad.

Tirsdag 17/3 kl. 18.00 – Kino Ro’s Torv: Merckx – Race of a Champion
med indledende oplæg af sportsjournalist Rasmus Staghøj.

Tirsdag 17/3 kl. 19.00 – Roskilde Bibliotekerne: A World Gone Mad – The War Diaries of Astrid Lindgren
med intro af Anette Øster.

Onsdag 18/3 kl. 19.30 – Roskilde Festival Højskole: Patriarken
med efterfølgende samtale mellem Peter Aalbæk, hans datter Sigrid og filmens instruktør Andrea Storm Henriksen.

Torsdag 19/3 kl. 19.00 – Kino Ro’s Torv: Tingbjergeksperimentet
med efterfølgende samtale om bolig, fællesskab og social sammenhængskraft med boligforsker Mette Mechlenborg og en repræsentant fra Landsbyggefonden.

Læs mere og køb billetter via cphdox.dk/roskilde/.