Erik Lindkvist
Fag på RoFH: Lyd og lys
Erik Lindkvist Thomsen er uddannet Teater-, Event- og AV-tekniker med speciale i Illuminationsteknik fra NEXT Uddannelse København. Når han ikke underviser på Roskilde Festival Højskole, arbejder han som freelance lystekniker med både koncerter, teater og kunstudstillinger på spillesteder som Vega og Pumpehuset.
Erik er 34 år gammel og bor i Nordvest med sin kæreste. I sin fritid kan han godt lide at spille badminton med venner og lave god mad. Som ung var han fast besluttet på at skulle være musiker, og turnerede blandt andet med et band som lærerkollegaen Jessica lavede lyd for. Det var først efter et højskoleophold, at han opdagede, at det var lys, han skulle beskæftige sig med. Herefter landede han en læreplads hos Pumpehuset, hvor han fik rig mulighed for at lave lys på en masse forskellige bands inden for en bred række genrer.
Erik har arbejdet som lysdesigner for en lang række bands som Blaue Blume, Ganger, D1MA, Coco O. og Trentemøller med turnéaktivitet i både ind- og udland. Inden for teater har han lavet lysdesign for Kristjan Ingimarsson Company og Gunilla Lind Danseteater og har for nyligt udstillet et lyskunstværk til Copenhagen Light Festival.