Koncert med Toms Rudzinskis ABYSS
Toms Rudzinskis er en af Baltikums førende jazzsaxofonister og komponister, kendt for sin innovative lyd og stærke musikalske personlighed. Han er uddannet fra Conservatorium van Amsterdam og bor i dag i Berlin, hvorfra han turnerer og samarbejder med musikere over hele Europa.
Han samarbejder blandt andet med den danske bassist Kenneth Dahl Knudsen, der også er en del af ABYSS-projektet, som modtog stor anmelderros, da det udkom, blev fremhævet på Europe Jazz Media Chart og vandt den lettiske pris for Bedste Jazzalbum i 2024.
Efter at have oplevet Toms Rudzinskis på Tallinn Music Week, inviterede højskolens jazzforelskede forstander med det samme både ham og hans orkester til denne Orange Onsdag og til en uges residency på højskolen. Vi glæder os meget til at byde jazzkvintetten velkommen.
Læs mere om højskolens studietur til Tallinn og Tallinn Music Week, om sommerkurset Roskildestævnet og hovedfaget Musik.
Hvad er Orange Onsdage?
Velkommen til Orange Onsdag, højskolens offentlige arrangementer. Hver onsdag kl. 19:30 inviterer vi indenfor til spændende talks, debatter, foredrag og koncerter med indsigt og udsyn – altid ledsaget af højskolestemning i form af fællessang, kaffe og kage. Se alle Orange Onsdage.
Foto: Ēriks Radželis