Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig

Roskilde Festival Højskole åbner

5.200 kvadratmeter højskole er indrettet og klar til brug, og nu starter første årgang på Roskilde Festival Højskole! Der er stadig plads til flere højskoleelever på første hold. Næste optag er 3. marts.

En duft af kaffe, friskslebet træ og nye møbler fylder luften, når man træder ind ad den blå indgangsportal til Roskilde Festival Højskole. Siden det første spadestik i marts 2017 har et hav af håndværkere, anlægsgartnere og tekniske specialister haft deres gang på Basgangen 20 i arbejdet med at bygge Danmarks første nybyggede, almene højskole i 50 år.

Roskilde Festival Højskole er tegnet af danske COBE Arkitekter og hollandske MRDV med en ambition om at skabe et helt unikt sted for alle de elever, der fremover kommer til at have deres gang på skolen.

Musiklokalet fremstår sort i sort med et skinnende gulv, der mest af alt giver associationer til lakken på et flygel.

I tilknytning til musiklokalet er der to indspilnings- og mixerrum, så eleverne på musikfagene kan prøve kræfter med professionelt lydudstyr under optimale lydforhold.

Hvert faglokale er udformet som sit eget, særlige space, der giver de bedste rammer for at udfolde sig inden for de forskellige fagligheder. Eksempelvis er musiklokalerne både øvelokale, studier og spillested.

En yderligere detalje ved musiklokalet er det store glasparti, der udgør bagtæppe for den traditionelle bandopsætning med trommesæt, mikrofonholder og plads til at koble instrumenter op. Glaspartiet kan åbnes ud til højskolens forplads, hvor en stor træterrasse pryder underlaget. Her kan elever og udefrakommende bands spille koncerter udendørs direkte fra musiklokalet til glæde for elever, gæster og byens beboere.

Alle faglokalerne mødes i ‘Mellemrummet’ (se bannerbillede øverst), det store fællesrum, der opstår mellem alle lokalerne i den store forhenværende produktionshal med otte meter til loft. Her findes nogle af skolens mange mødesteder, spillesteder, gemmesteder, spisesal, hyggekroge og festlokaler.

 

I 'Dansesalen' bliver der undervisning i yoga, dans, styrketræning og kropsbevidsthed.

I 'Atelieret' er der god plads og lys til kunstnerisk udfoldelse. Lokalet er forbundet med skolens træværksted og hackerspace.

Foran højskolebygningen står to boligtårne bygget af træmoduler af danske Scandibyg. Her skal alle eleverne bo med udsigt til det store guldskinnende Ragnarock Museum på den ene side, Rabalderparken med et sit grønne skateområde til den anden side og  festivalpladsen langt ud i horisonten i modsatte hjørne.

Elevboligerne har et unikt containerlook, der passer godt ind i Musicon-områdets rå stil. Stålet giver bygningerne et særpræg og samtidig komplementerer det industrielle udtryk højskolens betonbyggeri og områdets historie som tidligere fabriksgrund.

Værelser

På hver etage bor en bogruppe med plads til 15-20 beboere fordelt på dobbelt- og tremandsværelser.

Fællesrum

Bogruppens hjerte er fællesrummet, hvor eleverne råder over et the-køkken, loungemiljø og små nicher til at arbejde, spille eller bare mødes til en sludder.