Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig langt kursusTilmeld dig korte kurser

Safri Duo-musiker Uffe Savery er nyt bestyrelsesmedlem for Roskilde Festival Højskole

Safri Duo-musiker Uffe Savery tiltræder som nyt medlem i bestyrelsen for Roskilde Festival Højskole

“At tænde en ild, en olympisk flamme, i det unge menneske, er fantastisk! Det kan være en musikalsk ild for musikken og det bæredygtige musikerliv, eller hvad som helst andet, funderet på en passion for noget der betyder noget for den enkelte og fællesskabet. Det har jeg bidraget til med undervisning, gennem mit virke som udøvende musiker, og senest i mit virke som rektor for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. RoFH’s mantra ”Vi skaber os, ved at skabe noget for andre – sammen med andre” ræsonnerer i den grad hos mig,” lyder det fra Uffe Savery, som er nyt bestyrelsesmedlem i Roskilde Festival Højskoles bestyrelse. 

Uffe Savery har siden 1989 spillet i duoen Safri Duo, som gennem årene har spillet koncerter over hele verden. Han har ved sit udøvende musikervirke været musikchef for Copenhagen Phil og senest brugt 4 år som rektor for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor især det at inddrage de studerende i mange processer har været vigtigt for ham og noget han vil tage videre i sit bestyrelsesvirke på Roskilde Festival Højskole. 

Kunsten og musikkens verden, som netop tager afsæt i at skabe noget for andre – sammen med andre, er ifølge Uffe Savery helt centralt for det at være menneske.

<i>“Det at RoFH er et møde- og læringssted for det unge menneske, der rent fysisk og mentalt vil mærke den store værdi i at skabe noget for andre sammen med andre, er ekstremt meningsfuldt. Og dette på et tidspunkt i nogle meget vigtige og formative år i deres liv.”, </i>lyder det fra Uffe Savery der fortsætter:<i> “Jeg glæder mig til, som medlem af RoFH’s bestyrelse, at bidrage til udviklingen af og kendskabet til højskolen. Roskilde Festival Højskole står på to indbyrdes afhængige lige stærke ben: Roskilde Festival og Højskole. Højskolens og festivalens værdier supplerer hinanden, og her er det måske vigtigt at styrke, at det netop er en enestående højskole med et stærkt anker ind i Roskilde Festival.</i>”

Uffe Savery er den ene halvdel af Safri Duo, der bl.a. spillede til H.K.M Dronning Margrethes takkeshow i januar 2024.

Uffe Savery har været musikchef i Copenhagen Phil og rektor for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.