Ring mig opFå en rundvisningBestil brochureTilmeld dig langt kursusTilmeld dig korte kurser

»Jeg vil på gaden med et kamera, filme en masse og så fordybe mig med klippearbejdet«

Imani elsker at arbejde med film, klipning og den arbejdsform der følger med. Hun drømmer om en fremtid i filmverdenen og på Roskilde Festival Højskole bruger hun et år på at dykke ned i film og andre fag, der udvider hendes horisont. Læs portrættet af Imani her.

Der er grøn karry og tofu til frokost, da jeg møder Imani til et interview om at gå på højskole. Hun lægger hurtigt gaflen, da jeg spørger hvorfor hun lige præcis har valgt at starte her:

“Jeg tog ud og besøgte forskellige højskoler i Københavnsområdet og jeg vidste jeg gerne ville lave noget med film. Da jeg så var herude og så filmlokalet, udstyret og mulighederne, så vidste jeg bare at det var det, det skulle være pga. de fede faciliteter.”

Fra teori i gymnasiet til praksis på højskole

Imani har arbejdet med film de tre år hun gik i gymnasiet, men der var undervisningen tit meget teoretisk og der var ikke meget frihed til at lave rigtig produktioner og fordybe sig i at klippe de gode ting:

“Jeg synes det er super spændende at lave store produktioner, men bestemt også små opgaver, hvor man prøver en masse ting. Når jeg skal have hovedfag i Film efter jul, forventer jeg at komme ud med kameraer på gaden, filme en masse ting og så sidde en hel dag og klippe i det, hvor man virkelig kan fordybe sig i et projekt.”

"Helt i starten vidste jeg ikke hvad jeg gik ind til og så kom der pludselig opgaver, som virkelig var grænseoverskridende, men når man så tager sig mod til, er det helt vildt fedt"

Man sætter nye grænser for sig selv

Efter at arbejde i en børnehave noget tid, hørte Imani mere og mere om højskolelivet fra kollegaer og gamle venner. Men da hun selv begyndte sit årskursus på Roskilde Festival Højskole, fandt hun ud af at det allermest lærerige var forholdet til sig selv og ens grænser:

“Helt i starten vidste jeg ikke hvad jeg gik ind til og så kom der pludselig opgaver, som virkelig var grænseoverskridende, men når man så tager sig mod til, er det helt vildt fedt, når man først har gjort det. Det tror jeg virkelig er en af de ting, jeg er er allergladest for. At få strukket sine grænser.”

Men når det sker i fællesskab med andre, mener Imani ikke at det er farligt at flytte sine grænser – tværtimod. Hun oplever det forpligtende fællesskab som noget der udvider ens muligheder for at blive klogere på sig selv.

“Fællesskabet er noget helt andet end det man får gennem gymnasiet eller en arbejdsplads eller sådan, fordi man bruger så meget tid sammen og det er så intenst. Man skal lære så meget om både sig selv og andre mennesker. Man skal stå op sammen, finde ud af hvordan vi gør rent sammen, hvordan løser vi konflikter bedst, osv. Man kan ikke rigtig stikke af fra sine problemer.”

Imani nyder den frie adgang til højskolens filmudstyr.

Udover film har Imani været med til at skabe et kunstværk til en festival skabt af eleverne.

Blå bog

Navn: Imani Sunnyshine Kajhøj

Født: 15. januar 2002 i Brønshøj

Uddannelse: Student i 2021 fra Nørre Gymnasium

Fag på RoFH: Ledelse, Film, Syng, Tryk