“Jeg har ikke den der følelse af, at alting skal være totalt perfekt”
20-årige Anna-Kathrine har aldrig været bange for at prøve nyt. Hun eksperimenterer dagligt med skæve kunstprojekter i Holstebro, og til januar begynder hun på RoFH’s første elevhold, hvor hun glæder sig til at få vilde idéer og skabe fællesskaber på tværs af højskolens fag.
Portrætserie
Roskilde Festival Højskole slår dørene op for det første elevhold den 6. januar 2019.
Frem mod åbningen møder vi en håndfuld af de unge, der allerede har tilmeldt sig.
Vi spørger til deres forventninger — til højskolen, fællesskabet og fremtiden.
Der er en drillepind på spil i Holstebro.
I en iskold industrihal tæt på stationen snor en lille trappe sig rundt om en af rummets rå betonsøjler. Det er, som om alle trinene bevæger sig, når man går rundt om søljen og grubler over, om man mon kan kravle hele vejen op ad væggen.
Er trappen levende?
Næh, det er bare 20-årige Anna-Kathrine Slot Thinesen, der laver kreative løjer! Med pensel, lineal og malertape hopper hun rundt og farver den fire meter høje betonpille helt sort uden om den eventyrlige trappe, der er skitseret på væggen. Kunststilen kaldes ‘optical art’ og går groft sagt ud på at bedrage synet.
“Det er sjovt at lege med vores evne til at se noget på en ny måde. Hvordan skal man gå ned ad trappen, hvis nu jeg vendte den på hovedet? Ville vedkommende så gå en anden vej?” fortæller hun, mens hun viser rundt i Subhuset, et spillested og kulturhus i Holstebro.
Den unge vestjyde er ofte til koncerter herude og fik for et år siden lov til at dekorere den minimalistiske hal med sine kunstidéer. Nu er hun her hver onsdag — eller når det lige passer med hendes vagter som tjener på den lokale café.
For Anna-Kathrine handler det ikke nødvendigvis om at lave kunst, der pleaser beskueren. Det må gerne være flot, men det hele behøver ikke være perfekt.
“Ting må gerne være lidt skæve, og der må også gerne være streger tilovers fra optegningen med blyant. Så det hele ikke er så tilfredsstillende for hjernen. Nok fordi jeg ikke selv har den der følelse af, at alting skal være totalt lige eller perfekt. Både når det gælder kunst, men også bare generelt”, siger Anna-Kathrine.
Starte fra scratch på højskole
Lige så længe hun kan huske, har Anna-Katrine — eller bare AK — tegnet på alt, hvad hun kunne komme i nærheden af: Kruseduller på sin fars skolepapirer, store bananstreger på væggen i forældrenes soveværelse eller farverige tusch-klatter på mormorens hvide lagener.
I dag kommer hendes kunst mest til udtryk på mure, skraldespande og bygninger. Især vinduer og skygger inspirerer hende. Og så er hun typen, der for nylig måtte æde en pakke antibiotika, fordi en hjemmelavet kuglepenstatovering gav hende udslæt på anklen.
“At male og tegne handler for mig om at fordybe mig i noget. Jeg synes, det er sjovt at skabe noget — noget, som bare er mit. Samtidig glæder mig helt vildt til at skabe noget sammen med andre og blive inspireret af deres idéer”, siger AK.
I vinter tilmeldte hun sig Roskilde Festival Højskole. Det betyder, at hun til januar begynder på skolens første elevhold med kreative fag i blandt andet inden for Kunst og Maker.
Tanken om at blive en del af den første årgang er både sjov og mærkelig, synes AK. Men når alle starter fra scratch, kan man hjælpe hinanden med at bygge et nyt hjem op og få tingene til at fungere sammen, håber AK.
“Det er lidt sejt at skulle være med til at bane vejen for de kommende årgange. Finde på traditioner, som ingen før har haft. Jeg glæder mig til at bygge nogle stærke fællesskaber, også efter højskoleopholdet — forhåbentlig i forbindelse med festivalen”, siger hun.
Kunst på tværs af højskolefag
Især ser AK frem til at arbejde på tværs af højskolens mange fag. For det er i mødet med andre, at de helt geniale projekter kan opstå, siger hun.
“Jo flere fagligheder man inddrager, jo flere sider af et projekt er der. Det synes jeg er fedt! På den måde kan projektet appellere til mange flere mennesker, end hvis det kun var musik, politik eller kunst, der skulle skabe noget hver for sig”, siger AK og fortsætter:
“Det bliver selvfølgelig skønt at være sammen med dem fra kunstlinjen. Men jeg håber også, at vi kan sprede os over hele højskolen og nærmest være med på hinandens linjer. Jeg vil gerne skubbes i retning af noget, jeg ikke har prøvet før”.
”Gud, nu er jeg blevet ung”
Modet og nysgerrigheden til at kaste sig ud i nye ting har AK altid haft — selv om hendes rolige og tænksomme ydre snyder ved første øjekast. Akkurat som hendes synsbedrageriske kunst.
I folkeskolen sagde hun ikke et kvæk, husker hun. Mest af alt fordi hun gik i en larmende klasse, hvor hun aldrig rigtig svingede med folk. Timerne brugte AK på at tegne og drømme sig væk til et roligere sted.
Det sted fandt hun på Den Rytmiske Efterskole på Fyn. Her mødte hun nogle af sine bedste venner i dag og opdagede, at “Gud, nu er jeg blevet ung!”
Folk snakkede meget og var fremme i skoene, fortæller AK, og kammeraternes åbenhed tog hun med sig tilbage til Holstebro, da hun begyndte på musisk-kreativ linje i gymnasiet.
Læs også: Sådan bor du på en højskole – 3 ting du bør vide om at bo på højskole!
Jeg har lyst til at se verden fra flere synsvinkler. Bare møde andre og spørge ‘hvad tænker DU?’
Hvad har vi lært af historien?
Da hun blev student i sommer, kunne AK se tilbage på tre fantastiske år med en klasse, hun holdt rigtig meget af. Og ligesom med kunst behøvede alting ikke at være så perfekt. AK blev for eksempel aldrig ked af det, hvis hun fik 4 eller 02 i karakter.
Samtidig kastede drama på B-niveau hende ud på dybt vand — derud, hvor hun blev udfordret på sin indadvendte personlighed, mens historietimerne kastede et nyt lys på hendes verdensforståelse.
For tiden er hun igang med at læse en bog om borgerkrigen i Guatemala fra 1960-96, som en efterskoleveninde har lånt hende.
“Hvad har vi lært af historien, og hvad har vi tydeligvis ikke lært af? Hvorfor ser lande ud, som de gør? Det er helt sindssygt med nogle af de ting, der er foregået i tidens løb — og de ting, der sker lige nu, for eksempel i USA og Nordkorea”, lyder det fra AK.
Læs også: Vil du dannes med mig? 4 trin til skabelsesorienteret dannelse
Spontan spraymaling i haven
Når de store tanker — og frustrationerne over at være et lille fnug i et stort univers — bliver for overvældende, tyr AK til kunsten. Eller når rastløsheden over at bo i en mindre by, som hun føler, hun har tappet for muligheder og inspiration, overmander hende.
Forleden bar hun alle de spraymalingsdåser, som hun har fået i gave af sin kæreste, ud i haven. Helt spontant havde hun lyst til at lave kunst på hjemmets falmende legehus. Uden at google “how to spray”.
Lynhurtigt skød synsbedrageriske bølgeformer op på fronten af legehuset, ligesom en mand med meget lang arm og en flyvemaskine tog form. AK nåede da også lige at spraye sin cykel blå og sort, inden familien kom hjem og udbrød “wauw, godt gået!”
“Det var da egentlig meget heldigt”, bemærker AK med et glimt i øjet. “Det havde været noget bøvl, hvis de skulle til at sælge huset…”
Jeg vil gerne skubbes i retning af noget, jeg ikke har prøvet før
På den anden side er det ikke et helt almindeligt hjem, AK er vokset op i. Udadtil går det i ét med kvarterets pæne parcelhuse.
Men så snart man træder indenfor, får man noget at tænke på. I hjørnet af pejsestuen står selveste paven og tager en halv kvindekrop bagfra, mens en håndvask med blodfarvet maling hænger ved siden af. Hold da op! Men paven har vel også en seksuel drift…?
Skulpturen, der er lavet af den tyskfødte kunstner Christian Lemmerz, var udstillet på ARoS (Aarhus Kunstmuseum) tilbage i 2010. Nu er den familiens eje sammen med en lang række andre opsigtsvækkende kunstværker af blandt andre Michael Kvium og Wiliam Skotte Olsen.
“Det kan være, at vi skal begynde at tage entré?”, joker AK’s mor Susanne, da datteren viser rundt i hjemmet.
Ingen af forældrene eller bonusforældrene er udøvede kunstnere — men de rejser ofte land og rige rundt for at besøge muséer og gallerier sammen med deres børn.
“Kunst er en del af livets grundvilkår”, siger moren, mens den provokerende paveskulptur er lige en tand for meget for AK’s egen smag, indrømmer hun.
Storbyen lokker
Til efteråret pakker AK rygsækken for at rejse tre måneder til Indonesien, New Zealand og Thailand sammen med en gymnasieveninde. For at udforske nye territorier og lade sig inspirere af andres idéer og verdenssyn.
“Der skal bare ske noget”, siger AK. Udover de mange kunstbesøg rejser hun ofte rundt i hele Danmark — til Aarhus for at besøge sin kæreste, eller til København for at hænge ud med gamle efterskolevenner.
Selv om det nogle gange er nok at tage ud i Subhuset og male løs på den snoede trappe, kan AK mærke, at hun bliver draget af storbyer og de mennesker, der bor dér.
“Jeg har lyst til at se verden fra flere synsvinkler. Bare møde andre og spørge ‘hvad tænker DU?’”, siger AK.
Jeg synes, det er sjovt at skabe noget — noget, som bare er mit. Samtidig glæder mig helt vildt til at skabe noget sammen med andre og blive inspireret af deres idéer
DSB-kaffe og marcipanbrød
Hvad fremtiden bringer, tager hun rimelig loose. Det er lidt ligesom dengang, ens mor spurgte, om man havde haft en god dag i børnehaven, griner den 20-årige vestjyde. Ofte var svaret lidt diffust — og på samme måde er hendes fremtidsplaner helt åbne.
“Jeg ved det ikke endnu. Men jeg skal nok finde ud af det. Og jeg skal nok sige til, når jeg ved det”, siger AK, da hun træder ind i ventehallen på Holstebro Station.
Hjemmevant trasker hun hen til magasinerne og bladrer lidt i Soundvenue og Illustreret Videnskab, inden hun snupper en kop DSB-kaffe og, når det skal være ekstra lækkert, et marcipanbrød med nougat.
Så går turen ellers ud i Danmark og snart ud i verden — frem mod mødet med Roskilde Festival Højskole i starten af 2019. Indtil da går hun og drømmer om, hvornår hun møder en, der også skal gå på højskolen.
“Så kan jeg sige ‘ej, hvor tjekket — det skal jeg også!’”
Foto: Daniel Hjorth
Fem hurtige
Hvilke tre ting ville du tage med på en rejse ud i rummet?
Mine røde yndlingsshorts; en bland-selv-pose med mennesker, heriblandt min kæreste Frederik og min efterskoleveninde Flora; og et kort af månen, så vi kan finde vej.
Hvad er dit bedste festivalminde?
På Roskilde ’16 skulle jeg en nat mødes med en ven i Dream City-området. Da jeg gik og ledte efter ham, mødte jeg to mennesker, der slappede af ved en trækasse. Den ene var fra Sjælland, den anden fra Fyn, og jeg selv er fra Jylland. Vi endte med at udgøre den fedeste trio i ti minutter, indtil jeg fandt min ven!
Hvem inspirerer dig allermest?
Særligt David Lynch synes jeg er genial. Han er sjov, uhyggelig og mærkelig på samme tid. Jeg elsker Twin Peaks og filmen Eraserhead, som rummer mange flotte still-billeder. Også de amerikanske kunstnere Keith Haring og Basqiuat giver mig masser af nye idéer.
Hvad er dit største håb for fremtiden?
Jeg håber, at vi bliver bedre til at åbne os for verden og snakke mere sammen som mennesker. På den måde finder vi fælles løsninger, så vi ikke kun gør det, der er bedst for os selv.
Hvis du kunne give verdens stats- og regeringschefer ét godt råd, hvad ville du så sige til dem?
At de skal lade være med at tænke så meget på, hvad der er bedst for dem selv. Det er, som om de ikke snakker sammen eller spørger deres befolkninger, hvordan fremtiden skal se ud.
